For to et halvt år siden var tv-værten Jan Hellesøe få centimeter fra døden, da han i sin Audi bragede ind i en forankørende lastbil på Sønderjyske Motorvej ved Christiansfeld.

Heldigvis kom ingen til skade, og lettet over at være i live fortalte Jan Hellesøe dengang, hvordan han oplevede situationen til B.T.:

»Jeg ligger i noget morgentrafik mod København. Jeg har lige haft en håndfri telefonsamtale i bilen, og da jeg lægger på, vil jeg ud i overhalingsbanen. Jeg kigger i side- og bakspejl og skal til at overhale, men der er en bil ved siden af mig, der lige skal forbi,« sagde han og tilføjede:

»I det sekund opdager jeg så, at lastbilen foran mig slet ikke kører lige så stærkt som mig. Faktisk står den næsten stille. Jeg kan hurtigt konstatere, at jeg kommer til at ramme den, for bilen ved siden af mig skal først passere, før jeg kan trække ud.«

Et års tid senere valgte anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi imidlertid at rejse tiltale mod den 38-årige tv-vært for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at have udvist 'tilstrækkelig agtpågivenhed, hvilket var årsag til, at han påkørte forankørende polsk lastbil'.

Den sag har været ved retten i Kolding, hvor Jan Hellesøe nu er blevet dømt for at overtræde færdselsloven.

Han har fået en betinget frakendelse til at føre bil i tre år.

Derudover skal han betale en bøde på 2.500 kroner og inden for et halvt år bestå en teori- og køreprøve for at generhverve føreretten.

Jan Hellesøe erklærer sig ifølge JV.dk sig uskyldig.

Han mener, at han kørte 90 kilometer i timen bag lastbilen.

Et vidne i retten forklarede dog, at han og Jan Hellesøe havde kørt sammen på motorvejen, og at de kørte 120-130 kilometer i timen. Vidnet kunne dog ifølge JV.dk ikke udelukke, at Hellesøes fart var nede på 90 kilometer i timen, da han kørte lige bag lastbilen.

Jan Hellesøe er endnu ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.