Jan Fogs enke, Charlotte Juul, kan endelig afslutte et sorgfuldt kapitel i sit liv.

For efter to års kamp for at komme af med den omkostningstunge ejendom, hun arvede efter sin ægtemand, er Jan Fogs elskede hus blevet solgt.

»Det er en stor lettelse for mig,« siger Charlotte Juul til BT.

Jan Fog var i april for lidt over to år siden i behandling for den leukæmi, som han fik konstateret i 2013. Under den sidste stamcelletransfusion pådrog den 66-årige mægler sig en livsfarlig virus. Den sendte Jan Fog i en komatilstand, som han aldrig vågnede fra. Kendismægleren efterlod sin formue til hustruen Charlotte Juul, som han blev gift med samme år, som han blev syg.

Den notoriske ungkarl Jan Fog lagde aldrig skjul på, at ægteskabet med livsvennen Charlotte Juul var af praktisk karakter. Han ville gerne have, at hun skulle arve hans formue, og parret kunne ifølge eksperter spare en formue i arveafgift ved at gifte sig.

Manden bag salget, Claus Borg, fortæller, at det altid dejligt, når en handel går på plads, men i dette tilfælde er det ekstra rart. For opgaven med at sælge Jan Fogs elskede villa på Strandvejen i Klampenborg var speciel, siger ejendomsmægleren. Claus Borg & Partner overtog nemlig Jan Fogs forretning efter hans død.

I september 2015 blev Fogs 374 kvadratmeter store ejendom med direkte adgang til Øresunds bølger sat til salg for 34 millioner kroner. Køberne stod dog ikke på spring for at lægge de mange penge for den hvide palævilla. Huset blev sat ned til 29,9 millioner i april 2016 uden resultat. Senest kendte udbudspris var 26,9 millioner.

Det vides endnu ikke, hvad køberen har betalt for ejendommen, der ligger på en 894 kvadratmeter stor skråningsgrund.

»Det kan trække ud med ejendomme i den her prisklasse. Andre gange kan man være heldig. Det er lidt tilfældigt, men der er ikke så mange købere, og der skal ledes lidt længere,« siger Claus Borg, der ikke vil udtale sig om, hvem køberen er.

Han havde dog gerne set, at den lange liggetid var blevet kortere:

»Jeg havde håbet på, at det gik hurtigt. Men det kan være svært at forudsige. Nogle gange tænker vi, at et salg bliver nemt, og så trækker det alligevel ud. Andre gange går det overraskende hurtigt,« siger Claus Borg.

Jeg ved, at de er lettede

Som det var tilfældet med den personlige formue, udviste Jan Fog også rettidig omhu i forbindelse med sin lukrative virksomhed. Han havde nemlig på forhånd udvalgt juristen Claus Borg som manden, der skulle videreføre hans forretning. De tos forhold gik langt tilbage, idet Claus Borg blev ansat i Jan Fogs forretning i midten af 80'erne, og Borg blev hos kendismægleren frem til 1992.

Så selvom det har været særligt for Claus Borg at skulle sælge villaen i Klampenborg, er det også en lettelse for ham, at forløbet får en ende.

»Der har helt sikkert været mange følelser involveret i det her. Vi havde jo et specielt forhold til Jan. Alle ejendomme, vi har til salg, optager os, men det her har vi gået meget op i. Jeg ved, at salget også er en lettelse for boet. Det har været svært for dem også,« siger Claus Borg.

Claus Borg mener ikke, at han kunne have gjort mere for at sælge Jan Fogs hus hurtigere. Han mener heller ikke, at det var forkert, at boet forlangte 34 millioner for ejendommen, der har tinglyst lån på cirka 27 millioner kroner.

»Vi startede i et niveau, (34 millioner, red) som vi mente, var det rigtige. Så var der omstændigheder, der gjorde, at huset blev sat ned,« siger Claus Borg.