Foråret 2019 er nok ikke en tid, som Jamie Oliver vil se tilbage på med glæde.

Det var nemlig en periode, hvor tv-kokkens britiske restauranter måtte dreje nøglen om efter flere redningsforsøg.

Revisionshuset KPMG, der er kurator på sagen, har nu gjort boet op - og det er dårlige nyheder for kreditorerne.

Ifølge The Guardian må de opgive krav på omkring 700 millioner danske kroner.

Sidste år blev Jamie Olivers britiske restauranter ramt af konkurs.
Sidste år blev Jamie Olivers britiske restauranter ramt af konkurs. Foto: Eric Gaillard
Vis mere

Kreditorerne talte hundredvis af underleverandører, storbanken HSBC og ikke mindst Jamie Olivers eget holdingselskab, der havde omkring 510 millioner kroner i klemme.

»Kreditorerne står til at lide et betydeligt tab,« skriver KPMG blandt andet i deres rapport.

Hele 22 restauranter måtte lukke efter konkursen, og det kostede omkring 1.000 ansatte deres arbejde.

Kun tre britiske restauranter fik lov ikke at dreje nøglen om. De er alle blevet opkøbt af det britiske selskab 'SPP Group' for omkring 4,4 millioner kroner.

44-årige Jamie Oliver har dog stadig omkring 70 restauranter på verdensplan.

Derudover tjener han millioner af kroner på bogsalg, tv og indtægterne fra licens.

I 2018 kom tv-kokkens private holdingselskab, Jamie Oliver Holding, ud med en omsætning på cirka 367 millioner kroner.

Det gav et resultat før skat på omkring 70 millioner kroner.