Naboer til den engelske kendiskok har udråbt Jamie Oliver som helt.

Anledningen er, at at han i sidste uge egenhændigt fangede en tyv, der havde begået indbrud hos flere naboer på den vej, hvor kokken og hans familie har deres villa.

Det skriver avisen Independent.

»Alle er virkelig taknemmelige for hans hurtighed og mod,« har en nabo sagt til avisen.

Jamie Oliver bor i velhaverforstaden Highgate nord for London, i øvrigt på samme gade som modellen Kate Moss, der også havde haft besøg af tyven.

Civil anholdelse

Tirsdag aften havde tyven været på togt hos flere naboer, før han besluttede at besøge Jamie Oliver. Det viste sig at være en dårlig beslutning. For den 43-årige kok var hjemme og ikke i humør til at dele sine ejendele.

Da tyven tog flugten, var det med Jamie Oliver i hælene. Øjenvidner har fortalt, at han indhentede manden og fastholdt ham, indtil politiet dukkede op.

Politiet i London-forstaden bekræfter, at en 'aggressiv mand havde forsøgt at skaffe sig adgang til flere huse i området'.

»Manden blev anholdt af civile og blev efterfølgende tilbageholdt af politiet,« siger en talsmand fra Metropolitan Police ifølge Independent.

Jamie Oliver selv har ikke kommenteret hændelsen.