'Mit hjerte er knust i en million stykker.'

Den amerikanske filmstjerne og sanger Jamie Foxx er i sorg, efter hans lillesøster, DeOndra Dixon, er gået bort.

Han bekræfter selv den triste nyhed i et længere opslag på Instagram, hvor han hylder sin søster, som blot blev 36 år.

'Alle, som kendte min søster, ved, at hun var et stærkt lys. Jeg kan ikke fortælle jer, hvor mange gange vi havde fest i huset, hvor hun gik ud på dansegulvet og stjal showet,' fortæller han.

'Jeg ved, at hun er i himlen nu, hvor hun danser med sine vinger på.'

DeOndra Dixon var danser, og hun medvirkede blandt andet i storebrorens musikvideo til sangen 'Blame It', ligesom hun dansede med ham på scenen, da han optrådte med sangen ved Grammy-uddelingen i 2010.

Derudover var hun ambassadør for Global Down Syndrome-stiftelsen, da hun var født med netop Downs syndrom.

Den 52-årige Jamie Foxx har tidligere talt med People om søsteren og deres forhold:

»En af de ting, som folk måske ikke forstår, er, at folk med særlige behov giver dig en kærlighed, der er helt ufiltreret,« fortalte han for nogle år siden.

I sit opslaget på Instagram hylder han hende også:

'Selv om min smerte er ubærlig, så smiler jeg, når jeg tænker på alle de gode minder, hun har efterladt mig, min familie og sine venner med,' skriver han og fortsætter:

'DeOndra, du har efterladt et hul i mit hjerte, men jeg vil fylde det med de minde, du har givet mig. Jeg elsker dig med alt, jeg har. Vores familie er knust, men vi vil samle stykkerne igen med din kærlighed.'