Når Cirkusrevyen næste sommer slår dørene op til den nyeste sæson, bliver alt helt anderledes.

En ny instruktør har sat fut i de gamle traditioner, og det betyder også et farvel til multikunstner James Price bag klaveret i teltet.

Det kunne han tidligere bekræfte over for Billed-Bladet.

Til B.T. uddyber kok og komponist, hvordan det har været for ham at modtage beskeden om ikke længere at være en del af holdet.

Det gør han ved dette års Halvvejfest på revyen.

»Sådan er det jo. Det er jo ikke en livstidsstilling. Jeg har jo været ansat per sæson i mange år, og hvert år har jeg jo tænkt, om jeg skal være med næste år eller ikke. Men det må stå arbejdspladsen – og dem, der nu skal stå for revyen – frit for, hvad de vil videre frem. Jeg har jo siddet her i 22 sæsoner, så man kan sige, at jeg har været her. Jeg tror ikke, der er nogen andre kapelmestre, der har siddet der så længe. Korsgaard var tæt på!,« fortæller James Price.

Pressefotografering af Cirkusrevyen 2014 på Bakken.
Pressefotografering af Cirkusrevyen 2014 på Bakken. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Han mener, at det skyldes, man gerne vil en ny vej med ansættelsen af den nye instruktør, Joy-Maria Frederiksen.

»Når der sker et skift i toppen – nu kommer der ny kunstnerisk leder, der kommer ny instruktør – så tager de jo stilling til det, og de tager måske folk, de har arbejdet sammen med før, så drager de dem med ind, så sådan er det jo.«

Det bliver pianist Joakim Pedersen, der har erfaring fra et hav af musical tv-shows, der overtager for James Price.

»Det er jo ikke noget, jeg bestemmer. Sådan er det jo, og os, der arbejder i den her branche, vi lever jo sådan. Så det er ikke noget, jeg kan være fornærmet eller sur over overhovedet. Dem, der nu tager over, det er dem, der må bestemme, hvad de vil – men jeg kommer ikke til at kede mig, bare rolig!«

Den kendte entertainer vil ikke ud med, hvad han præcis skal fordrive tiden med, men det bliver ifølge ham noget spændende.

»Livet er sgu for kort til at rende rundt og være ærgerlig. Det er videre ud over stepperne med andre sjove projekter. Men det kan jeg ikke sige noget om endnu – men hold øje i slutningen af august.«

Foruden en ny instruktør og kapelmester har Cirkusrevyen annonceret, at skuespillerne Bodil Jørgensen og Mads Knarreborg får debut, når revyen spiller igen til maj næste år.