I starten af februar satte James Price og hustruen, kommunikationsrådgiveren Anette Larsen, deres herskabsvilla i Gentofte til salg.
Da B.T. mandag møder den madglade kapelmester til pressemøde for den kommende sæson af Cirkusrevyen, kan han så fortælle den glade nyhed, at hjemmet blev solgt allerede dagen efter første fremvisning.
»Det blev solgt til udbudspris og så hurtigt, man tror, det var løgn. Vi havde jo håbet på, at det ikke havde taget måneder og måneder, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi drømt om, at det havde gået så stærkt, så jeg er jo lykkelig for det,« jubler James Price til B.T.
Han og konen gennem ti år købte ifølge Boliga.dk 50'er-villaen i Gentofte tilbage i 2009 for 4,65 millioner kroner, mens udbudsprisen, da boligen kom til salg i februar 2022, lød på hele 9,9 millioner.
Dermed har James Price scoret hele 5.250.000 kroner på salget af de 158 kvadratmeter, han de sidste 13 år har kaldt sit hjem.
Men faktisk havde han og Anette Larsen allerede forinden fundet deres nye hjem i Hørsholm.
»Vi havde faktisk købt, før vi havde solgt. Meget uforsigtigt, men vi fandt noget, som vi tænkte, vi bliver glade for i længden. Lille have, etplanshus, hvor vi kan overskue tingene – og lidt nyere,« fortæller James Price.
Han understreger, at han og Anette »ikke er gamle på nogen måde, men jo heller ikke en vårharer i 30erne«.
Derfor ville de være på forkant med at lægge omfattende havearbejde og propfyldte kældere på hylden.
»Jeg håber da, jeg holder mange år endnu, og måske også til det punkt, hvor man siger: Nu skal vi ikke bo i hus mere, nu skal vi måske bo i lejlighed, og så skrumper man tingene igen,« siger 'Spise med Price'-stjernen med et smil.
Parret er dog hverken rykket ud af det gamle hus i Gentofte eller ind i det nye i Hørsholm endnu.
»Vi vidste godt, vi ikke ville flytte oveni revyen, så vi har heldigvis en sen overtagelse, så vi skal først flytte i slutningen af juli. Så er vi ovre premieren og alt det,« forklarer James Price, der som komponist og kapelmester får premiere til maj med årets Cirkusrevy.