»Jeg begyndte at opføre mig som en forkælet møgunge.«

Sådan siger James Corden i et langt interview med The New Yorker, hvor han fortæller, hvordan berømmelsen begyndte at stige ham til hovedet, da han blev kendt.

Den 41-årige brite er blevet verdenskendt for sin tjans som talkshowvært for 'The Late Late Show', men allerede inden da havde han stor succes med den engelske sitcom 'Gavin & Stacey', som han selv skrev og spillede en hovedrolle i.

Og det var denne succes, der lynhurtigt blev for meget for James Corden at kapere. I hvert fald endte han med at blive kaldt alt fra uhøflig og arrogant, da han deltog i BAFTA-prisuddelingen i 2008.

Da tv-serien vandt publikumsprisen, benyttede han nemlig takketalen til at udtrykke utilfredshed med, at den ikke var nomineret i kategorien 'Bedste Komedie'.

»Hvordan kan det være, at den bedste optræden inden for komedier og årets program ikke engang er nomineret,« sagde han dengang.

Og da James Corden efterfølgende også havde opsigtsvækkende lidt succes med filmen 'Lesbian Vampire Killers' var det prikken over i'et, fortæller han til mediet.

»Jeg begyndte at opføre mig som en forkælet møgunge, hvilket jeg ikke mener, jeg er. Den første bølge af berømmelse er så berusende. Og jeg tror, den er endnu mere berusende, hvis man ikke er vokset op med den,« siger han.

Han fortæller endvidere, at hans forældre begyndte at bede for ham, og at de tog fat i ham og sagde, at han ikke skulle forhandle sig til 'en skiderik'.

Problemet blev så stort, at hans medskuespiller Rob Brydon fra tv-serien blev nødt til at tage fat i ham og sige, at hans opførsel begyndte at påvirke hans nærmeste. Det medførte, at James Corden begyndte at se en psykolog for at snakke om, hvordan han 'plejede at være en bedre person', hvilket hjalp ham tilbage på rette kurs.

'Gavin & Stacey' blev sendt fra 2007 til 2010. I 2019 fik serien dog et lille comeback i form af et juleafsnit, der endte med at blive en kæmpe succes.

Afsnittet blev set af 18,5 millioner mennesker, hvilket gjorde det til det mest sete program (fraregnet sportsbegivenheder) i Storbritannien i et årti.