Jack og Rose. En ulykkelig kærlighedshistorie, der finder sted på det storslåede skib Titanic i 1912. Den kærlighedshistorie kender de fleste.

Men billederne fra 'Titanic'-filmen af en ung Leonardo DiCaprio og Kate Winslet var nær ikke blevet til noget.

Manden bag storfilmen, James Cameron, afslører nu i et større videointerview – der kigger tilbage på filmskaberens største film – med GQ Magazine, at Leonardo DiCaprio var tæt på slet ikke at få rollen som Jack Dawson.

For den unge Leonardo DiCaprio nægtede at læse rollen som Jack sammen med Kate Winslet under en prøveoptagelse.

»Han vidste ikke, han skulle til prøve. Han troede, det var et nyt møde, hvor han skulle møde Kate. Så sagde jeg: 'Okay, vi går ind i det næste rum, og vi vil køre nogle replikker, og jeg optager det',« fortæller Cameron.

Foto: HO
Vis mere

Det var en udmelding, som overraskede den unge filmstjerne.

Han meddelte Cameron, at han ikke ville læse replikkerne – og det var lige ved at koste ham rollen, som fik filmskaberen til at komme med en kontant udmelding.

»Enten læser du replikkerne, eller også får du ikke rollen,« genfortæller Cameron til GQ Magazine om den specielle audition med Leonardo DiCaprio.

Leonardo DiCaprio endte med at læse replikkerne, og til magasinet fortæller James Cameron også, at da han så kemien mellem Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, var han ikke i tvivl. Leonardo DiCaprio var Jack Dawson.

'Titanic' fik premiere i 1997 og havde stor succes. Filmen modtog 14 Oscar-nomineringer – og vandt 11, herunder bedste film og bedste instruktør – og endte med at indtjene over to milliarder dollar.