I ni år har han været tavs om sin romance med Taylor Swift. Men nu vælger Jake Gyllenhaal endelig at adressere rygterne.

Måske.

Det gør han i et interview med W Magazine.

Ikke med det han siger – men med det han har på.

Den 41-årige skuespiller og den 32-årige sangerinde Taylor Swift havde i 2010 et tre måneder langt forhold, som endte, da Jake Gyllenhaal ikke dukkede op til hendes 21-års fødselsdag som lovet.

Detaljerne kender vi, fordi Taylor Swift i samme periode skrev sange til sit album 'Red', hvor der er flere referencer til skuespilleren.

For eksempel i sangen 'All To Well', hvor Taylor Swift synger, at hun glemte sit halstørklæde i hans søsters hus, og at han stadig har det den dag i dag.

Samtidig kan man på gamle paparazzofotos se, hvordan Taylor Swift, Jake Gyllenhaal og hans storesøster, skuespilleren Maggie Gyllenhaal, går en tur sammen, hvor hun er iført et blåt halstørklæde med røde og hvide striber.

Et halstørklæde nøjagtig mage til ét, som Jake Gyllenhaal siden er blev spottet med.

Jake Gyllenhaal har aldrig ønsket at kommentere hverken forhold eller de mange sange om ham. Det gjorde han heller ikke, da Taylor Swift genudgav albummet 'Red' i november og igen mindede verden om, at Jake Gyllenhaal knuste hendes hjerte dengang.

Men nu kommenterer skuespilleren alligevel albummet. På en måde, der på én gang er både subtil og opsigtsvækkende.

I et nyt interview med W Magazine om hans kommende film 'The Guilty' – som er en amerikansk genindspilning af danske 'Den skyldige' – og som ikke handler det mindste om hverken Taylor Swift eller kærligheden generelt, er han blevet klædt på af bladets stylister og fotograferet til en modeserie.

Her er han iført en opsigtsvækkende rød skjorte fra Celine Homme og solbriller af mærket Takesh.

Men Taylor Swift-fans vil vide, at det er ikke bare et par – i øvrigt 1.000 kroner dyre – almindelige solbriller.

Det er nemlig et par røde hjerteformede solbriller a la dem, Taylor Swift selv havde på i musikvideoen til '22' fra netop albummet 'Red'.

Herudover lød teksten til W Magazines Instagram-opslag om interviewet i en kort periode: 'Red (Jake's Version)' – en klar reference til, at Taylor Swift er påbegyndt en proces, hvor hun genudgiver alle sine gamle albums og kalder dem 'Taylor's Version'.

Teksten, som InStyle nåede at fange, nåede dog ikke at stå der længe, før den blev skiftet ud til fordel for artiklens indledning.

Andre læser også