Et lille hint blev lagt på Instagram tirsdag.

Her kunne man se, at investor i 'Løvens hule' Jacob Risgaard lagde vejen forbi tidligere 'Paradise'- og 'Robinson'-stjerne Türker Alicis doughnutbiks, Bronuts.

Og det er ikke gået ubemærket hen, for flere i kommentarfeltet har spurgt ind til, om der er en mulig investering på vej fra den garvede 'Løvens hule'-investor.

Men ifølge Jacob Risgaard er der tale om noget helt andet.

Der er ingen tvivl om, at Türker er stolt af det, han har opnået med sin donutskæde Bronuts
Der er ingen tvivl om, at Türker er stolt af det, han har opnået med sin donutskæde Bronuts Foto: Anthon Unger
Vis mere

»Det er et samarbejde mellem CoolUnite-fonden og Bronuts,« fortæller direktør i Coolshop Jacob Risgaard til B.T. og forklarer, at CoolUnite er en fond, der blandt andet støtter børnehospice i Danmark.

Et samarbejde, hvor CoolUnite får lavet en specialdesignet doughnut til Bronuts-butikker. En doughnut, hvor alle pengene fra salget i de første tre dage skal gå til fonden, hvor Jacob Risgaard er formand.

»Vi har lavet en helt speciel doughnut til formålet. Den er med lyserød glaze og lyserød krymmel, som er lidt i den sure afdeling. På toppen er der et jordbær delt i to, som skal symbolisere et forældrepar, og i midten er der et stykke kokos, som skal symbolisere et barn,« siger Jacob Risgaard.

Bronuts, som skal sælge doughnuten, er stiftet af Türker Alici og Ninos Oraha, og inden mødet med stifterne havde Jacob Risgaard sine fordomme – som i den grad blev gjort til skamme.

Jacob Risgaard.
Jacob Risgaard.
Vis mere

»Jeg havde nogle fordomme om realitystjerner inden, men de her gutter er for vilde. De er energiske og vildt engagerede. Det er det, jeg kan lide. Havde de på dagen spurgt, om jeg ville investere i konceptet, havde jeg sagt ja på stedet.«

Den særlige doughnut, som kan købes i samtlige af Bronuts' butikker, kommer ifølge Jacob Risgaard til at samle gode penge ind til fonden for de sygdomsramte børn.

»På grund af corona har der desværre været lidt lavvande i pengekassen. Men med det her koncept regner vi stærkt med at kunne indsamle et fint beløb, så vi kan fortsætte med at hjælpe, hvor vi kan,« afslutter direktøren i Coolshop.

Coolshop har gennem de seneste år vokset sig meget stor, og coronakrisen har endda medført, at virksomheden gik ud af 2020 med det største overskud nogensinde – nemlig 26,7 millioner kroner.