Da Jacob Risgaard sidste år debuterede som ny hanløve i DRs populære iværksætter-program 'Løvens hule', gik han i panik.

Den 43-årige erhvervsleder har i mange år kæmpet med nedsat hørelse, hvilket pludselig blev et problem under optagelserne, da han blandt andet ikke kunne høre, hvad hans 'Løve'-kollega Jesper Buch sagde i den anden ende af det store tv-studies stolerække.

»Jeg kunne ikke høre et ord af, hvad Jesper sagde de første par dage, så da vi tog hjem på weekend, er jeg i panik og skriver til alle høreapparatfirmaer,« afslører Jacob Risgaard i podcasten 'Breinholt taler med...'.

Jacob Risgaard fortæller til B.T., at hans høreproblem stammer tilbage fra teenageårene, da han i en årrække i starten af 90'erne arbejdede som radiovært i Nordjylland.

43-årige Jacob Risgaard.
43-årige Jacob Risgaard. Foto: Privat
Vis mere

Her havde han sit eget program, hvor han tre timer i streg sad iført høretelefoner med høj musik bragende ind i ørerne uvidende om, at det ikke var det sundeste for trommehinderne.

»Det var der jo ikke nogen, der fortalte os. Det var fedt at lave radio, og man fik selv lov til at vælge, hvilken musik man spillede. Man skulle derudover time sin snak, i forhold til hvornår fx Rick Astley begyndte at synge, så man skulle desuden høre rigtig godt efter.«

Efter de første 'Løvens hule'-optagelser fik Jacob Risgaard fat i en ørelæge, der lånte ham et høreapparat, som han kunne bruge i de følgende afsnit. Det var en positiv overraskelse, fortæller han.

»I mit hoved var et høreapparat jo sådan et stort, hudfarvet batteri, man skulle have siddende bag øret, men sådan er det jo slet ikke længere. Det var en lille stift, man stikker ind, og så kører det på bluetooth. Den industri er virkelig kommet langt.«

Bruger du så høreapparat i dag?

»Nej, det var kun der. Du kan høre dig selv på en helt anden måde, og det kunne jeg ikke vænne mig til. Jeg tror heller ikke, det hjalp, at jeg fløj over til optagelserne (Jacob Risgaard bor i Frederikshavn, 'Løvens hule' optages i København, red.), hvor man kan få propper i ørerne.«

Jacob Risgaard uddyber:

»Jeg var helt ny i stolen og var måske lidt flov over at bede folk om at gentage, hvad de sagde, men det gør jeg nu. Specielt unge mennesker kan jo godt mumle, og samtidig er de nervøse, når de kommer ind foran os, men så beder jeg dem bare om at tale højere og mere tydeligt.«

Det er måske også meget rart en gang imellem ikke at høre alt, hvad Jesper Buch siger?

»Haha, ja, det er en kæmpe fordel. Det kan også være, at mine ører bare har udviklet et bullshit-filter.«

Fik du målt din hørelse hos ørelægen?

»Ja, den er dårlig. Skal jeg se en dansk film i tv, så sidder jeg fx med høretelefoner på. Jeg har sådan nogle trådløse nogen, så der både kommer lyd ud af tv'et og i høretelefonerne til mig, så jeg også får noget ud af det. En stor del af filmoplevelsen er jo lydbilledet.«

Så du kunne godt være typen, der brokker dig på Facebook over, at skuespillerne mumler for meget i DR's søndagsserier?

»Haha, ja, lige præcis. Generelt når jeg er i store forsamlinger, hvor der er dårlig akustik, så må jeg også give op.«

Jacob Risgaard fortæller med et grin, at han nok kommer til at lyde som en gammel mand, men han håber, at unge mennesker i dag vil tænke sig om og begrænse forbruget af høj musik i ørerne, så de kan bevare en god hørelse hele livet.

»Alle er jo begyndt at gå med de her airpods. Man ødelægger simpelthen sin hørelse af at gå med for høj musik i ørerne hele tiden. Det værste er dem, du propper ind i ørerne, det næstværste er at tage hørebøffer på. Jeg tror ikke engang, man selv opdager, hvor høj musikken er.«

Han tilføjer:

»Når jeg ser de her 5.000 studentervogne, så tænker jeg, at det kan godt være, at der er en risiko for corona-smitte, men én ting er sikkert, og det er, at de bliver døve af at stå op ad en boomblaster en hel uge. Jeg er selv typen, der tager til Magicbox (scene på Tinderbox-festivalen, red.) og hører techno. Den oplevelse gad jeg godt have haft med en endnu bedre hørelse. Det er jo også åndssvagt, at man i min alder køber sindssygt dyre højttalere og så alligevel ikke kan høre, om de er gode.«

Jacob Risgaard lever dog fint med sin nedsatte hørelse.

»Det er ikke noget problem, men det er nok også, fordi jeg ikke ved, hvad jeg går glip af af fuglekvidder og smukke lyde i naturen,« griner han.

Jacbo Risgaard er også med i den kommende sæson af 'Løvens hule'.