Der blev smidt nogle sandheder på bordet, da Jacob Riising tirsdag var med i B.T.s podcast 'Helt væk med Hemmingsen'.

Her blev han af værterne, Anders Hemmingsen og Emma Wittendorf, spurgt, hvad der er det pinligste, han nogensinde har gjort på live-tv.

»Uh, jeg har jo lavet virkelig mange pinlige ting,« lyder det fra den 42-årige vært, som derefter giver et eksempel. Et eksempel, hvor han formår at få hevet sin kollega Sofie Linde med i faldet.

»Jeg har engang sendt noget direkte juleshow med Sofie Linde, hvor jeg havde taget noget portvin med, så vi lige kunne tage en lille én for at toppe nerverne, men da vi så kigger, har vi pludselig drukket halvdelen af flasken, og ingen af os kan huske, hvad fanden vi skulle sige.«

Pressefoto af Jacob Riising og Sofie Linde i forbindelse med DR's juleshow i 2016.
Pressefoto af Jacob Riising og Sofie Linde i forbindelse med DR's juleshow i 2016. Foto: Agnete Schlichtkrull
Vis mere

Jacob Riising fortæller videre, at han og Sofie Linde trods deres høje promille gik på scenen for at styre showet, men det gik ikke ligefrem som smurt i olie.

»Det er et tidspunkt, hvor Sofie Linde skal sige: 'Tak for sangen, nu kommer Burhan G', hvilket jo er relativt simpelt, men i stedet får hun sagt: 'Tak for den julesang, nu aner jeg simpelthen ikke, hvad vi skal',« siger Riising til stor morskab for Anders Hemmingsen og Emma Wittendorf.

Dette eksempel er dog ikke det eneste, Jacob Riising leverer i programmet.

Han fortæller også om en kæmpe brøler, han engang lavede, da han var vært ved Melodi Grand Prix i 2014, men kom til at udråbe det forkerte årstal, da vinderen skulle annonceres.

»Det husker jeg som relativt pinligt og som en af dem, hvor man tænkte: 'Den var måske ikke så god'.«

Du kan se hele det seneste afsnit af 'Helt væk med Hemmingsen' her eller i playeren øverst oppe.