Det var i 2008, at uretfærdighedens hammer bankede på deres dør. At det mest ubærlige, forældre kan opleve, skete for dem. At de måtte tage afsked med et barn.
»Det var et chok. At det rammer én, vil altid være et chok,« siger Jacob Haugaard og hans kone, Ilse Wilmot, og tilføjer så: »Men samtidig har vi altid vidst, at han ikke ville blive så gammel, så på den måde var vi forberedt.«
Da parret mødte hinanden og blev kærester tilbage i 1980, var Ilse Wilmots to børn, Mina og Nicolai, en del af kærlighedspakken.
Sønnen Nicolai var ramt af muskelsvind og var således tidligt i sit liv bundet til en kørestol.
Men at have et handicappet barn var ikke noget, der spændte ben i parrets liv.
»Hold kæft, hvad vi ikke har lavet af vilde ting,« siger Jacob Haugaard med en hovedrysten og høj latter.
»Kan du huske…..?,« spørger han Ilse og kaster sig ud i anekdoten, om dengang de kørte til Spanien i deres lille Citroën med Nicolai og hans kørestol på bagsædet, og bilen brød sammen på vejen.
Eller dengang de fløj til Jamaica for at besøge Nicolais biologiske bedsteforældres far, men endte på et fly uden respirator, så de i 12 stive timer på skift måtte håndventilere ham. Og i flere dage efter havde vabler i hænderne.
»Hvis du er handicappet, bliver du tit pakket for meget ind i vat. Men det gjorde vi sgu ikke med Nicolai.«
»Han var jo i en superliga inden for de der muskelsvindlere, fordi han havde oplevet så meget og kunne eddermame fortælle mange røverhistorier om alle de vilde ting. Og det var Ilse, der stod bag dem,« fortæller Jacob Haugaard.
Stedsønnens sygdom var da også den direkte årsag til, at Jacob Haugaard involverede sig i Muskelsvindfondens arbejde og startede som konferencier ved fondens årlige Grøn Koncert.
Levetiden for den form for muskelsvind, som Nicolai var ramt af, var kort. Faktisk dør de fleste allerede i 15-17-års alderen. Nicolai nåede at blive 38.
»Så han fik en masse ekstra år. Man skal huske også at tænke på, at han har haft et fantastisk dejligt liv, og at vi alle i familien holdt rigtig meget af ham.«
»Men også huske, at han blev udfriet. Han fik jo mad gennem en sonde til sidst, fordi han ikke længere kunne synke,« siger Ilse Wilmot, som føler, at de som familie var gode til at håndtere sorgen, da den tromlede ind over dem.
»Det er Ilse, der tager sig af følelser her i firmaet. Min måde at håndtere det på var i et helt år at gå tur med hundene hver dag over til gravstedet. Det var sådan, at jeg fik det på plads,« fortæller Jacob Haugaard, som længe havde svært ved at tro, at Nicolai rent faktisk var død.
Gennem flere år havde stedsønnen nemlig ofte været indlagt på intensiv. Hver gang forberedte Jacob Haugaard sig på, at nu var det slut.
»Så da han døde, var jeg nok inde og se på ham fem gange. Hver gang var jeg overbevist om, at han ville rejse sig igen.«
»Jeg tror, at det var derfor, jeg besøgte graven i over et helt år. For jeg tænkte, at han ville stå op igen,« forklarer Jacob Haugaard.
Men at miste blev ironisk nok også hans vej til erkendelsen af, hvad han rent faktisk havde og var en del af. En familie.
Nicolais ønskede nemlig at blive begravet i Silkeborg, hvor han var født, og det førte til en snak om, hvor de selv skulle begraves. Som altså mundede ud i, at de fik et familiegravsted i Silkeborg.«
»Jeg kan bare huske, at jeg tænkte ‘nåh, så vi er en familie?’,« siger Jacob Haugaard og ryster på hovedet ad sig selv.
»Det er ikke mere end 14 år siden, at det gik op for mig. Det var slet ikke med i mine beregninger, at jeg faktisk var en del af en familie.«
For selvom han i årtier havde været gift med sin Ilse, havde hans indre gadedreng og årene som alkoholiker fået ham til at tænke og opføre sig som, hvad han selv kalder, ‘en gift ungkarl’.
»Så jeg var langt over 50, før jeg ikke længere mente, at jeg blev lykkeligere rundt om næste gadehjørne,« forklarer Jacob Haugaard om den gave, som Nicolais død gav ham.
Den har han værnet om lige siden.
