Selvom Kim Larsen har fået konstateret prostatakræft og nu skal i gang med et forventeligt opslidende behandlingsforløb, nægter den 72-årige hankat at lade sig pensionere. Kim Larsen regner fortsat med at spille på sommerens festivaler, og det er der en god grund til, fortæller hans gamle ven Jacob Haugaard.

»Vi vil helst dø med støvlerne på. Det der kick, man får af at stå på scenen… Det er svært at forklare, men det er en form for afhængighed. Jeg har optrådt siden, jeg gik i gymnasiet i 1969, og det bliver en del af ens identitet. Har man spillet en god koncert, har det også været en god dag. Hvad faen skulle man give sig til, hvis man ikke kunne få lov til at optræde? Man elsker sin kone og børn, men jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle lave derhjemme. Når du står på scenen, glemmer du desuden alle problemer og kan bare leve i nuet.«

Jacob Haugaard mener desuden ikke, at Kim Larsen ville kunne undvære at spille sine sange for et publikum.

»Læg mærke til, at han altid har fremhævet sig selv som en spillemand. ’Jeg er ikke kunstner, men spillemand’, plejer han at sige. Det er sådan, han definerer sig selv, og ligesom jeg selv nægter han at stoppe.«

Jacob Haugaard beundrer Kim Larsen for at ældes med ynde. Det er nemlig ikke altid sjovt at blive gammel i musikbranchen.

»Man lider jo et tab, når man bliver gammel. Ens børn bliver pludselig stærkere og klogere end dig. Lige meget hvor mange plastikoperationer, du kommer igennem, bliver du stadig gammel og dør, og det er de færreste, der slipper godt fra at være 85 og skulle ligne en på 45. Kim Larsen bærer sin alder med værdighed. Nu får han lige noget behandling, og så er han tilbage igen.«

Kim Larsen og Jacob Haugaard knyttede bånd i 80’erne, da Kim Larsen først inviterede Jacob Haugaard med Gasolin på turné og senere tog nummeret ’Haveje’ med i biografhittet ’Midt om natten’.