Efter prins Henriks død har en sag om rettighederne til prinsens kunst stået på mellem kongehuset og kunstneren Jacob Asbæk.

Trods forbud fra kongehuset om at Jacob Asbæk ikke måtte fortsætte med at støbe prinsens kunst, som han førhen har gjort, forsøgte galleristen alligevel. Det afslører Weekendavisen fredag.

For at forstå hele sagen skruer vi tiden tilbage.

Ud over at være gode og nære venner var prins Henrik og Jacob Asbæk også forretningspartnere. Jacob Asbæk har nemlig udstillet og solgt prinsens skulpturer på sit galleri i København.

Jacob og Patricia Asbæk ankommer til Castrum Doloris for særligt indbudte i Christiansborg Slotskirke efter prins Henriks død. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
Jacob og Patricia Asbæk ankommer til Castrum Doloris for særligt indbudte i Christiansborg Slotskirke efter prins Henriks død. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Skulpturer, som Jacob Asbæk efter aftale med prins Henrik har fået støbt i Italien på støberiet Mariani. Men det blev der sat en stopper for i 2018, da prins Henrik døde.

For herefter var det dødsboet, der havde rettighederne over kunsten. Derfor forbød kongehuset Jacob Asbæk i at fortsætte med at støbe skulpturerne som førhen. Det fremgår af mails fra kongehuset, som Weekendavisen har set.

Men disse restriktioner adlød Jacob Asbæk ikke.

Weekendavisen har været i kontakt med støberiet Mariani, som prinsgemalen og Asbæk tidligere har benyttet. Her bekræfter de, at Jacob Asbæk forsøgte at få yderligere syv skulpturer støbt. Vel at mærke 'nogen tid efter', at støberiet og Jacob Asbæk ifølge Weekendavisen fik forbud mod netop dette af kongehuset.

Adolfo Mariani, der driver støberiet, kunne derfor ikke stå for støbningen. Men bestræbelserne på at få skulpturerne støbt stoppede ikke dér.

Jørn Svendsen, der ejer Skulpturstøberiet i Svendborg, bekræfter også over for Weekendavisen, at personer på vegne af Jacob Asbæk forhørte om mulighederne for at støbe de føromtalte skulpturer i september 2019. Efterfølgende skrev Jacob Asbæk angiveligt, at 'han ønsker at gøre nytte af den tilladelse, HKH Prins Henrik' gav ham til at få støbt skulpturen ved navn 'Øglen', skriver Weekendavisen.

»Allerede i maj cirkulerede der rygter om, at Asbæk lavede ulovlige kopier af prinsens ting, så også derfor var jeg ekstra på vagt,« forklarer Jørn Svendsen, der krævede, at Jacob Asbæk skaffede en tilladelse fra kongehuset, før der blev gjort yderligere.

Det fik han ikke, og han hørte ikke mere fra Jacob Asbæk.

Flere af prins Henrik fik udstillet sin kunst hos Jacob Asbæks galleri. Jacob Asbæk stod for at støbe flere af kunstværkerne.
Flere af prins Henrik fik udstillet sin kunst hos Jacob Asbæks galleri. Jacob Asbæk stod for at støbe flere af kunstværkerne. Foto: JENS BUETTNER
Vis mere

B.T. har forsøgt at få et interview med Jacob Asbæk, men er blevet oplyst, at det ikke er muligt. Over for Weekendavisen benægter han dog at skulle have ignoreret ordre fra kongehuset, da han troede, at en anden støber måtte fortsætte produktionen.

»Jeg følte, at det var min støbeform, og at jeg disponerede over den, fordi jeg havde betalt for fremstillingen af den. Jeg har aldrig lavet noget uden aftale med prins Henrik, og jeg ville bare sælge skulpturerne som sædvanlig og efterfølgende afregne med hoffet. Jeg havde hidtil kun arbejdet med kunstnere, der stadig var i live, og aldrig spekuleret på, at man skulle have tilladelse fra boet, når kunstneren er død. Derfor er jeg da glad for, at Svendsen gjorde mig opmærksom på det, så vi undgik en pinlig sag,« siger han til Weekendavisen.

Jacob Asbæk har ikke fået støbt nogle af de syv skulpturer. Til Weekendavisen fortæller han, at han i fremtiden håber, at 'Øglen' kan blive støbt. Samtidig respekterer han, at det er Dronningen eller Kronprinsens beslutning, når boet en dag er gjort op.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra kongehuset, der oplyser, at man ingen kommentarer har til sagen.