Produceren Rudi Dolezal har arbejdet tæt sammen med Michael Jackson i en årrække, og han er ikke i tvivl: De to anklagere fra 'Leaving Neverland' taler sandt.

Rudi Dolezal startede sit samarbejde med Michael Jackson i 1992, da han filmede Jacksons 'Dangerous'-tour og fortsatte med at lave videoer for ham i mange år efter.

»Jeg tror på næsten alt det, der bliver sagt. Det er fantastisk arbejde,« siger Rudi Dolezal til mediet Page Six om dokumentaren 'Leaving Neverland'.

De to anklagere, Wade Robson og James Safechuck, benægtede begge at være blevet misbrugt af popkongen, inden de i tåkrummende detaljer stod frem i dokumentaren og beskrev, hvordan de blev misbrugt og voldtaget af den nu afdøde Michael Jackson.

Den mulige forklaring på, at de to anklagere oprindeligt benægtede misbrugsrygterne, kunne ligge i frygten for Jacksons mange fans, som ville stemple dem som pengegriske løgnere.

Og den forklaring har tyske Rudi Dolezal fuld forståelse for.

Han fortæller, at ingen stillede sig i vejen for Michael Jackson, og ingen kunne stoppe ham.

Jackson havde en forfærdelig barndom

For Rudi Dolezal er det svært at indse, at et så stort ikon kan vise sig at være en forbryder, men på trods af det har han stadig ondt af Jackson, som havde en frygtelig opvækst med en tyranniserende far.

Han fortæller om dengang, Jacksons far, Joe Jackson, beskrev, hvordan han tvang en fire-årig Michael op på komfuret og tændte for kogepladerne for at lære den lille dreng, hvordan han blev hurtigere til at bevæge fødderne.

Rudi Dolezal var dybt chokeret over den måde, hvorpå Joe Jackson fortalte om det, som om han ikke fortrød noget af det overhovedet.

Han beskriver også Michael Jacksons indædte had til sin far, og hvordan det massive had for en stjålen barndom manifesterede sig i plastikoperationer, da den aldrende Michael indså, at han var begyndt at ligne sin far mere og mere.

De mange operationer ødelagde Jacksons ansigt og specielt hans næse, i en sådan grad, at han kun kunne stille sig foran kameraet efter mange timers forberedelse, fordi en ny næse skulle laves af plastik og makeup, hævder Dolezai.

Rudi Dolezal beskriver Michael Jackson som et rovdyr, og hvis Jacksons legendestatus bliver ødelagt, så er der kun en, der er ansvarlig for det.

Og det er Michael Jackson selv - ingen andre, siger han.