Kun få uger før sin død forsøgte Michael Jackson at adoptere ottelinger.

Michael Jackson har længe været desperat efter en større familie, og det forsøgte han at løse ved at adoptere Nadya Sulemans ottelinger, som hun fødte i januar. Det skriver Daily Mirror.

Suleman har siden fødslen optrådt meget i medierne på grund af de mange børn, og Michael Jackson kontaktede personligt en af folkene omkring hende, efter han hørte rygter om, at hun ville bortadoptere ottelingerne.

- Blanket (Jacksons yngste søn, red.) ville elske at have flere søskende. Jeg kunne tage mig af alle babyerne, de kunne bo hos mig og ville ikke mangle noget. De ville have en lovende fremtid, skulle Jackson have sagt til Nadya Sulemans udgiver, Victor Munoz.

Da moderen til ottelingerne i forvejen har seks børn, var han overbevist om, at han kunne overtale hende til at overlade de sidste otte til ham.

Victor Munoz har haft flere kendte i røret, som ville hjælpe Suleman med børnene, men han indrømmer, at det var lidt specielt, da det var Michael Jackson, hans pludselig snakkede med, og han var meget chokeret.

- Det var lidt skummelt. Han tilbød ligefrem at købe børnene, siger Victor Munoz.

Han understreger samtidigt, at Nadia Suleman aldrig har haft intentioner om at bortadoptere sine ottelinger Malia, Jonah, Isaiah, Nariah, Jeremiah, McCai, Josiah og Noah.