Retsmedicineren i LA har overdraget Jacksons krop til hans familie

Endnu før den nøjagtige dødsårsag er fastslået er Michael Jacksons krop blevet overdraget til Jacko's familie.

Politiet har talt med sangerens personlige læge, der var hos Jackson da han døde. I mellemtiden er rygterne om en snarlig kamp om forældremyndigheden over Jacksons tre børn allerede begyndt at svirre.

Det skriver Sky News.

Debbie Rowe, der er den biologiske mor til den afdøde superstjernes to ældste børn kan ifølge kalifornisk lovgivning få fuld forældremyndighed over Paris og Michael Junior, men amerikanske medier rapporterer at Jacksons familie tidligere har udtalt at de helt sikkert ville modsætte sig en sådan beslutning og om nødvendigt gå rettens vej for at undgå at børnene bliver opdraget af Rowe.

Retsmedicininsk afdeling i Los Angeles har udtalt at der ikke er tegn på at Jackson har pådraget sig skader på kroppen, eller at der var tegn på andre skader, der på nogen måde vakte mistanke om en kriminel handling. Dog vil afdelingen ikke komme med en endelig udtalelse om den nøjagtige dødsårsag før de sidste testresultater er kommet tilbage fra laboratoiet.

Talsmand for hospitalet Craig Harvey udtalte:

'Med de omfattende tests, vi har foretaget kan det tage fra fire til seks uger før vi har de endelige resultater'.

Indtil familien fik overdraget Jacksons krop blev den opbevaret i et separat rum i hospitalets kapel.

Familien har foreløbig ikke udtalt sig om, hvilke planer de har for Jacksons begravelse eller bisættelse, men de har ikke afvist at lade den foregå i fuld offentlighed.