Med sine 122 centimeter var Jason 'Wee Man' Acuna fra MTV-stuntshowet 'Jackass' nem at genkende.

Og nu har 'Wee Man', som blandt andet blev kendt for sin skønne latter og for at kunne sparke sig selv i hovedet, taget et drastisk skridt.

For lidt over et halvt år siden solgte 45-årige Acuna sin strandvilla på Hermosa Beach i Californien for næsten 16 millioner kroner. Og nogle af pengene har han så brugt på at købe en kassevogn, som han nu bor i.

»Det gik op for mig, at jo mere lort du ejer, jo flere problemer får du. Jeg ville gerne køre rundt, og jeg elsker at rejse,« siger han til YouTube-kanalen Vantalk.

»Jeg havde brug for forandring. Så jeg sagde 'fuck det, nu køber jeg en kassevogn, som jeg skal bo i. Jeg gør lige, hvad jeg vil'.«

Her viser han også rundt i sit nye hjem. Her er der et lille badeværelse, der er et lille køkken, og nattesøvnen får han på en foldeseng.

I klippet viser han også sin store kærlighed til mexicansk mad. Han fortæller, at han altid har tacos og Carne Asada (marineret kød) på lager i sit rullende hjem.

Han købte den specialdesignede kassevogn, som delvist er drevet af sol-energi, af en arkitekt i delstaten Arkansas, som ligger en pæn flyvetur fra Californien, hvor 'Wee Man' bor.