Et civilt søgsmål i Airdrie, Skotland, opruller i disse dage, hvordan forfatteren bag Harry Potter-bøgerne, J. K. Rowling, er blevet snydt godt og grundigt af sin forhenværende personlige assistent. Det skriver BBC.

Sådan lyder anklagerne i hvert fald mod 35-årige Amanda Donaldson, der fungerede som J. K. Rowlings assistent frem til 2017.

Forud for det civile søgsmål er angiveligt gået et spor af misbrug, hvor Amanda Donaldson i stigende omfang skal have misbrugt J. K. Rowlings kreditkort til at shoppe amok.

I følge anklagerne stjal Amanda Donaldson løbende beløb ved blandt andet at købe kosmetiske produkter for godt 30.000 kroner, kontorartikler for godt 20.000 kroner og ved at skyde godt 16.000 kroner af i kaffe-kæder som Costa Coffee og Starbucks.

J. K. Rowling og hendes mand, Neil Murray. Han konfronterede assistenten med tyverierne.
J. K. Rowling og hendes mand, Neil Murray. Han konfronterede assistenten med tyverierne. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Tyverierne blev opdaget tilbage i 2016, da J. K. Rowlings revisor pludselig lagde mærke til, at der forsvandt besynderlige beløb fra J. K. Rowlings konti.

Det fik forfatterindens mand, Dr. Neil Murray, til at konfrontere Amanda Donaldson. Han forklarede i retten.

»Jeg troede, hun ville reagere følelsesladet, løbe rundt på kontoret og lede efter forskellige lapper papir, men jeg stod overfor en helt anderledes personlighed,« sagde han, og fortsatte:

»Hun lukkede helt ned, var rolig og løj. I slutningen af samtalen slog det mig virkelig, hvor god en løgner hun var.«

J. K. er mest kendt for at skrive Harry Potter-bøgerne. Her signerer hun én af dem.
J. K. er mest kendt for at skrive Harry Potter-bøgerne. Her signerer hun én af dem. Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Kort efter samtalen blev Amanda Donaldson suspenderet fra sit job. Herefter opdagede revisoren, at der var forsvundet yderligere godt 70.000 kroner.

»Jeg var bare ret chokeret over at se alle de udgifter, som tydeligvis ikke var forretningsrelaterede,« sagde revisor Steven Simou i retten, og fortsatte:

»Visse udgifter stak mere ud end andre - Costa, Starbucks, bagerforretninger, Boots (britisk svar på Matas, red.) og andre butikker, som man ikke normalt ville opfatte som forretningsudgifter.«

Steven Simou måtte dog erkende overfor Amanda Donaldsons forsvarsadvokat, at han ikke havde indsigt i, hvad assistenten havde beføjelser til at købe med betalingskortet. Sagen kører videre i næste uge.