»Det var godt, jeg ikke var her sidste fredag.«
Sådan lyder meldingen fra reality-kendis Irina Olsen, da hun møder op på den røde løber til 'Vild med dans' fredag aften.
Hun er kommet for at vise sin støtte til sin mand, DJ Faustix, der har det borgerlige navn Morten Brangstrup Olsen.
Han og den profesionelle danser Asta Björk Ivarsdottir, som han hver uge deler dansegulvet med, var langt fra tilfredse med de karakterer og tilbagemeldinger, de fik fra dommerne sidste uge.
Noget, som DJ'ens kone godt kan følge. Parret fik nemlig kun 18 point samlet af dommerne, mens andre af parrene var langt over 30 i karakter.
»Jeg blander mig egentlig udenom, men jeg havde lavet en 'Kanye', hvis jeg havde været her,« siger hun med reference til den amerikanske rapper, som gik på scenen ved et prisuddelingsshow, da han følte, han blev uretfærdigt forbigået.
Irina Olsen forklarer, hvorfor hun blev så frustreret på sin mand og Asta Björk Ivarsdottirs vegne.
»Jeg tror bare som pårørende, (det er, red.) når man kan se, hvor meget de træner, og dommerne så ikke giver en karakter, som de fortjener.«
Kendissen er meget populær på sociale medier, og hun beder sine følgere stemme på hendes mand. Hun forstår dog godt, hvis folk mener, det måske er unfair, men mener selv, at det nok ikke gør den store forskel.
»Bare fordi man har mange følgere, så er det ikke sikkert, at de stemmer på dem, du siger.«
Hun er heller ikke bleg for at sige, hvad hun selv havde vurderet ægtemanden til, hvis det var hende, der var dommer.
»Jeg kan godt forstå, de ikke kan få topkarakterer, når man glemmer noget af dansen (Faustix glemte nogle af sine trin, red.) , men jeg ville nok have givet dem to karakterer højere, end de fik fra hver af dommerne.«
På den røde løber afslører hun, at hun så frem til en mere rolig aften, hvor ingen skal ryge ud.