»I mit hoved er det helt sindssygt, at der i 2020 kan være en anden kvinde, der går ud og siger, at man skal passe på, hvad man tager på, for ikke at sende det forkerte budskab.«

Sådan lyder det fra en forarget og rasende Irina Olsen, der i en række Instagram-stories kritiserer Lina Baun Danielsen.

Torsdag udgav den tidligere studievært og nuværende kommunikationsrådgiver nemlig et blogindlæg omkring de mange sexismesager, der har set dagens lys den seneste tid.

I blogindlægget giver Line Baun Danielsen blandt andet udtryk for, at »krænkerhysteriet skal stoppe«, og at kvinderne selv har et ansvar for at sige nej samt et ansvar for de signaler, de sender med deres påklædning.

Irina Olsen langer ud efter Line Baun Danielsen, der i et blogindlæg har givet sit besyv på sexismedebatten.
Irina Olsen langer ud efter Line Baun Danielsen, der i et blogindlæg har givet sit besyv på sexismedebatten. Foto: Niels Ahlmann Olesen og Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Meninger, som i den grad har fået realitystjernen og influenceren Irina Olsen op i det røde felt.

»Selvom man nogle gange har lyst til at sige nej, så kan man ikke altid få det sagt,« siger hun i en story, hvor hun nærmest metodisk går gennem en artikel, der handler om Line Baun Danielsens blogindlæg.

»Nogle gange er ens grænser rykket så meget, at man nærmest ikke ved, at man må sige nej. Det er ikke så ligetil,« fortsætter Irina Olsen.

I en af sine mange stories siger hun også, at hun er blevet decideret ked af at læse Line Baun Danielsens holdning til kvinders påklædning. En holdning, som i blogindlægget lyder, som følger:

»Jeg har selv lært, at de signaler, jeg som kvinde vælger at sende, kan opfattes forskelligt. Går jeg nedringet, lårkort og udfordrende klædt til julefrokost, fest eller på bar – så ved jeg godt, at jeg sender et seksuelt signal,« skrev Baun Danielsen.

Men den forklaring giver Irina Olsen altså ikke meget for. Hun mener i stedet, at Line Baun Danielsen lægger skylden over på kvinderne, bare fordi de går i sexet tøj.

»Man har sgu da ret til at klæde sig sexet på, hvis det er det, man har lyst til. Jeg synes ikke, det er dér, vi er. Jeg synes, vi har rykket os fra den her slags shaming,« siger Irina Olsen og afslutter med at henvende sig direkte til eventuelle ofre, der følger med på hendes Instagram:

»Hvis nogle af jer har haft de her frygtelige oplevelser, så husk, at det ikke er jeres skyld, eller fordi I havde noget bestemt tøj på. Det er dem, der er røvhuller, idioter og psykopater.«

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Irina Olsen, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.