Realitystjernen er skræmt ved tanken om at gennemgå endnu en graviditet.

Det er en berørt Irina Olsen, som i det nyeste afsnit af ‘The Olsens’ åbner op om sin svære graviditet med datteren Allessia.

Irinas mand Morten ‘Faustix’ er mere end klar til at få flere børn, men alene tanken om at skulle gennemgå endnu en graviditet giver Irina sved på panden.

'Jeg elsker børn og vil gerne have flere børn, så hvis hun kom i morgen og sagde, at hun var gravid, så ville jeg være ellevild,' fortæller en ivrig Morten og fortsætter: 'Altså lad os få det barn i morgen!'

Er timingen perfekt?

Da optagelserne til ‘The Olsens’ blev optaget, fortalte parret, at timingen var perfekt, men nu er de begge kommet på andre tanker og har i fredags på den røde løber til ‘Zulu Awards’ udtalt, at det lige nu er urealistisk at få et barn mere med alle de projekter, de har kørende.

Derudover er der den udfordring, at Irina frygt for graviditeten.

'Der er nogle ting, som har sat sig fra graviditeten, som gør, at jeg frygter den,' fortæller hun.

En graviditet præget af stress

Det var blandt andet boligsituationen, Mortens karriere og hendes nye liv som studerende, som vendte op og ned på hverdagen og resulterede i et stort pres på de dengang vordende forældre.

'Da jeg var gravid med Allessia, startede vi generelt mange nye ting. Vi skulle finde ny lejlighed, og jeg havde startet en ny uddannelse, og jeg pressede mig selv helt unødvendigt, selvom jeg havde rigtig mange smerter og kvalme i alle ni måneder,' fortæller Irina og fortsætter:

'Mortens karriere var også ved at komme igang på det tidspunkt, så vi var begge to meget stressede. Jeg husker det som en rigtig svær tid.'

Fødselsdepressionen ramte

Det var ikke kun graviditeten, der var en udfordring. Problemerne fortsatte, efter Allessia blev født.

'Da hun endelig blev født, havde jeg været så stresset månederne op til fødslen, at jeg 100 procent havde en efterfødselsdepression,' lyder det fra en berørt Irina. 'Jeg fik angst og kunne ikke producere mælk, fordi min krop havde været i så meget stress under graviditeten,' fortæller hun og fortsætter:

'Det var bare som om, at alt ramlede sammen, og alt gik galt.'

Irina og Morten er dog fast besluttet på at få en lillebror eller lillesøster til Allessia, så Irina forsøger at forberede sig mentalt.

'Det skal bare ikke været sådan, at jeg igen kommer til at presse mig selv, nu hvor min karrriere kører med 300 km i timen. Derfor er jeg nødt til at finde en løsning på den konflikt, der er i mit hoved, for det har jeg lovet mig selv,' fortæller hun.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk