»Den påvirker mig faktisk utrolig meget, og jeg ved ikke, om det er, fordi jeg sidder så langt væk og ikke kan mærke, hvordan stemningen er i Ukraine lige nu.«

Sådan sagde den ukrainskfødte influencer Irina Olsen, da hun var i Aftenshowet for at tale om konflikten mellem Ukraine og Rusland.

Irina Olsen oplever, at informationsstrømmen efterhånden er så stor, og hver gang hun ser noget nyt om situationen, panikker hun en smule og bliver nervøs for det land, hun er vokset op i, og de mennesker der bor der.

»Jeg sidder febrilsk med min telefon. Jeg har slet ikke kunnet sove i nat, for jeg føler bare, at det bliver værre og værre,« forklarer hun.

Hun sidder og håber på, at der ikke sker de venner og familie, hun har i Ukraine, noget.

Men konflikten kommer tæt på, kan hun mærke. Irina Olsen er opvokset i byen Dnipropetrovsk, der ligger i regionen af samme navn. Den er naboregion i til Donbas, hvor byerne Lugansk og Donetsk befinder sig – byer, som er centrale brikker i konflikten mellem Ukraine og Rusland.

»Jeg har stadig en barndomsveninde, der bor i Dnipro (Dnipropetrovsk, red.) med en datter, som er på samme alder med min datter, og jeg skrev med hende i går, hvor jeg godt kunne mærke, at nu begynder det at komme for tæt på. Nu kommer bekymringerne virkelig. Hun sagde dog til mig, at hun stadig tager på arbejde. Det er stadig okay.

»Jeg tror simpelthen, at hvor jeg sidder i Danmark og nærmest læser hver eneste detalje, fordi jeg er så nervøs for det land, jeg kommer fra, så prøver man en anden taktik, når man er der, og lader som om, at det hele nok skal gå. At livet fortsætter.«

De to udbryderrepublikker Donetsk og Lugansk i det østlige Ukraine har villet anerkendes som uafhængige, og det ønske valgte Ruslands præsident, Vladimir Putin, mandag aften at efterkomme. Mange spekulerer nu over, om Putin vil 'nøjes' med denne bid af Ukraine, eller om han er ude efter mere.

Irina Olsen, som oprindeligt hed Babenko til efternavn, kom til Danmark som tiårig.

Hun skabte sig først en karriere som realitystjerne og er siden blevet influencer, forfatter og forretningskvinde.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Irina Olsen.