Anden gang blev lykkens gang for kendisparret Irina og Morten 'Faustix' Olsen, der lørdag - efter personlig krise og to forlovelser - kunne sige ja til hinanden

Influenceren og DJ'en blev lørdag gift på Sophienberg Slot i Rungsted på en sjældent heldig solrig septemberdag, og da der ikke var tale om et klassisk kirkebryllup, var der heller intet orgel til at spille Irina Olsen godt på vej op ad gulvet.

I stedet gav sangerne Szhirley og Joey Moe en rørende fortolkning af sangen 'Shallow' fra 'A Star is Born'. Dette kan bl.a.ses på Instagram-storien hos brudeparrets bryllupsplanlægger, Nordic Planners.

En ægte beautyboss og influencer går selvfølgelig ikke ned på udstyr, når det kommer til kjoler. Hele tre af slagsen nåede Irina Olsen at have på til sit bryllup, som flere af de kendte gæster kan afsløre på deres Instagram-profiler.

Under vielsen bar hun en stram, cremefarvet blondekjole med slæb og havfruesnit. Under middagen var den skiftet ud med en mere voluminøs balkjole med diskret kig til Irina Olsens stænger.

Og under festen hoppede hun i en lårkort, kridhvid kjole, så der var masser af frihed til at danse.

Og danset, det blev der. Ud fra Morten Olsens Instagram at dømme foregik brude'valsen' til den noget utraditionelle 90'ersang 'Lambada' af Kaoma, mens gæsterne stod i en kreds om parret og lyste med stjernekastere.

Siden fyrede brudgommen, der ernærer sig som DJ og musikproducer til daglig, naturligvis op for sit eget set.

Morten Olsen gik på knæ for sin brud i november sidste år under en rejse til Milano. Men allerede i september 2015 blev parret forlovet første gang.

Dengang var deres datter Allessia kun et halvt år gammel, og ifølge Irina Olsen gik der lidt for meget 'mor' i hendes hverdag, og den store bryllupsplanlægnings føltes uoverskuelig.

Endnu mere uoverskueligt blev det i årene efter, da Morten 'Faustix' Olsen langsomt udviklede et alkoholmisbrug som følge af sit job i musik- og festmiljøet. Det afslørede han i januar 2018, hvor familien samtidig kunne fortælle, at Irina Olsen havde smidt håndklædet i ringen og forladt ham med deres datter.

Det blev en øjenåbner for DJ'en, som gik i behandling, ændrede sine prioriteter og fik sin familie tilbage, har Irina Olsen tidligere skrevet i et blogindlæg.