Seks måneder uden sex eller andre tilsvarende former for selvforkælelse.

Det var, hvad Hollywood-stjernen Orlando Bloom valgte at afprøve, inden han i 2016 mødte sin nuværende forlovede, sangerinden Katy Perry.

Det fortæller den 43-årige skuespiller i et stort interview med Times.

Her siger han, at han efter råd fra sin ven valgte at boykotte både sex og onani for at 'finde ud af sit liv' samt være mere åben over for et seriøst forhold.

Ifølge Orlando Bloom åbnede de seks måneders cølibat hans øjne op for, at han pludselig kunne tage til fester uden at tænke over, hvem han mon ville møde, og han fandt ud af, at det var muligt at danne relationer med kvinder på blot venskabelig basis.

Skuespilleren fortæller endvidere, at han i første omgang kun havde planlagt at afholde sig fra sex i tre måneder, men at fordelene ved projektet var så store, at han fortsatte.

»Jeg nød virkelig, hvordan jeg kunne relatere til kvinderne, fordi jeg fandt frem til den feminine side af mig selv,« siger han og erkender, at det måske lyder 'skørt' for nogle.

'Pirates of the Caribbean'-skuespilleren indrømmer, at han hurtigt fortrød, at han havde afgivet løfte om at holde sig fra både sex og onani, da førstnævnte havde været rigeligt.

Orlando Bloom med sin forlovede, Katy Perry.
Orlando Bloom med sin forlovede, Katy Perry. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

»Absolut ingenting var sindssygt,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror ikke, det er sundt, og jeg tror ikke, at jeg vil råde andre til det. Man bliver nødt til at have noget kørende dernede.«

Orlando Bloom afslutter med at sige, at han finder porno forstyrrende for ens sex-liv.

»Der er lavet studier på det, og de kan ikke finde nogen unge, der ikke ser det. Og hvis man ser adskillige mennesker have sex flere gange på én aften, hvordan vil ens rigtige partner så kunne leve op til det? Det er destruktivt.«

Orlando Bllom og 35-årige Katy Perry har været kærester on and off siden 2016, hvor de mødte hinanden ved Golden Globes.

De blev forlovet på valentinsdag i 2019, og Katy Perry er netop nu gravid med deres første fælles barn.

Ifølge adskillige medier var det meningen, at parret skulle giftes denne sommer i Asien, men de planer er efter sigende lagt på hylden på grund af coronavirussen.

Barnet bliver i øvrigt Katy Perrys første, hvorimod Orlando Bloom i forvejen har en niårig søn, Flynn, med sin ekskone, den australske model Miranda Kerr.