Influencer og youtuber Nicole Thea, som var højgravid, er søndag blevet bekræftet død af sin familie.

Det sker i et opslag på Instagram, hvor hendes mor mindes datteren og hendes ufødte søn, der allerede inde i maven havde fået navnet Reign.

'Til alle Nicoles venner og støtter: Det er med stor sorg, at vi må informere jer, at Nicole og hendes søn, som hun og Boga kaldte Reign, er gået bort lørdag morgen,' lyder opslaget på influencerens profil.

'Derudover så har Nicole 'timet' nogle youtube-videoer, som Boga (indfluencerens kæreste, red.) har besluttet skal vises.'

Nicole Thea boede i London, og hun var kun uger fra sin termin, hvor hun skulle have født hende og kæresten Global Bogas første barn.

Familien har ikke fortalt, hvad den unge influencer døde af.

'Som familie beder vi om, at I giver os plads, for vores hjerter er i sandhed knuste, og vi kæmper for at håndtere det, der er sket. Tak skal I have. Hendes mor. Hvil i fred, min smukke pige, Nicnac, og mit barnebarn Reign. Jeg vil savne jer resten af mit liv, indtil vi mødes igen i den evige himmel.'

Sådan slutter Instagram-opslaget, der er lagt på den afdøde 24-åriges profil.

Tusinder har reageret på teksten, siden den blev delt søndag eftermiddag. På en halv dag har mere end 98.000 sendt et hjerte i retning af den sørgelige nyhed.