Lasse Brogaard var aldrig god til at være en 'rigtig dreng'. Men han var godt til at være tynd. Og han var god til at have en spiseforstyrrelse.

Så det fik han, fortæller den 35-årige skønhedsinfluencer i ugens 'Til middag hos'.

I dag får han mange spørgsmål og skæve blikke, når han træder ind på et herretoilet med sit lange gyldne hår, feminine skikkelse og perfekte makeup. Men han ved, at håret klæder ham, så han prøver at lade være med at lade sig påvirke af det.

Den slags selvtillid havde han til gengæld ikke, da han på tærsklen til de usikre teenageår i Nordjylland blev kaldt Femi-Lasse, Pige-Lasse og Barbie-Lasse. Fordi han gik til sang, dans og skuespil og ikke gjorde, hvad man dengang forventede af en almindelig dreng.

Lasse Brogaard bliver rørt, da han fortæller sine gæster, Milo Kinnock, Noah Skaalum og Emil Olsen, hvordan mormoderens reaktion blev et vendepunkt for ham.
Lasse Brogaard bliver rørt, da han fortæller sine gæster, Milo Kinnock, Noah Skaalum og Emil Olsen, hvordan mormoderens reaktion blev et vendepunkt for ham. Foto: Viaplay
Vis mere

Så han blev spyttet på. Sparket til. Og grinet ad. Selv lærerne slog sig på lårene af grin, da han i forbindelse med en opførsel af 'Peter Pan' proklamerede, at rollen som feen Klokkeblomst var som skrevet til ham, fortæller han i TV3-programmet.

Til gengæld var han god til at have en spiseforstyrrelse, fandt han ud af.

»Jeg syntes, det var en anerkendelse, hvis folk – og de har jo nok ikke ment det som noget positivt – sagde: 'Puha, du er godt nok tynd'. Så tænkte jeg; 'Der er nogen, der lægger mærke til mig. De ser noget andet end, at jeg er underlige Femi-Lasse,« husker han.

Han elskede, at han selv var i kontrol over, hvad de andre bemærkede. I de første par år spiste han slet ikke. Men for at kunne holde det skjult, begyndte han at spise lidt for at få folk til at klappe i. Bagefter, når han var alene på badeværelset, kom det hele op igen.

Vendepunktet blev en dag, hvor hans mormor, som han boede hos i den tid, tog ham i at kaste op.

»Da jeg kommer ud af badeværelset, står min mormor bare og græder helt vildt, og det rørte mig meget. Jeg tænkte: 'Hvad er det, jeg byder hende?' Hvis der er noget, jeg ikke vil, er det at såre hende.«

Så Lasse Brogaard gav hende lov til at ringe til lægen. Her kom han til samtale og ugentlige vejninger. Og langsomt fik han det bedre.

Du kan høre hele Lasses historie i 'Til middag hos' på TV3 og Viaplay.