Fredag udkommer ’Jeg ville være enke og jeg ville være digter’, en samling klummer, essays og brevkasseudvekslinger, skrevet af en af Danmarks helt store digtere, Tove Ditlevsen.

Bogen åbner op for et blik ind i en anden og mere rå side af Tove Ditlevsen som privatperson, der i dag stadig er kendt for sine noveller, romaner og digtsamlinger.

Hun var sin tids Yahya Hassan. Tove Ditlevsens digtsamling ’Blinkende lygter’ fra 1947 solgte 10.000 eksemplarer, et tårnhøjt tal for digtsamlinger på den tid i Danmark.

I den nye bog med den lange titel fortæller Tove Ditlevsen, at hun følte en stor sympati for hunedderkoppen, der uden videre åd fyren, når han havde gjort sin pligt. I de glemte tekster, der har været trykt i aviser og ugeblade, gemmer hun sig ikke bag masken som forfatteren Tove Ditlevsen, der skriver fiktion, men taler direkte til læserne som skribent: ærligt og uden forbehold.

»I bogen træder Tove Ditlevsens rå stemme frem. Hun skriver usentimentalt og råt for usødet. Hun skriver endda sin egen nekrolog,« fortæller forfatter og redaktør Olga Ravn, der har redigeret bogen.

Tove Ditlevsen afholder sig ikke fra at bryde idyllen, formentlig fordi hun ikke selv kunne finde sin plads i den.

»Hun havde altid en længsel efter at blive anerkendt og blive almindelig, men samtidig også et raseri. Hun kan ikke lade være med at slå glansbilledet i stykker,« fortæller Olga Ravn.

Ravn er selv forfatter og debuterede i 2012 med ’Jeg æder mig selv som lyng’ med undertitlen ’Pigesind’, der også er titlen på en af Tove Ditlevsens mest kendte digtsamlinger.

Retten til at være sær

Især i sine brevkassesvar toner Tove Ditlevsens rå side stærkt frem. Sideløbende med sit forfatterskab arbejdede hun nemlig som brevkasseredaktør på Familie Journal, som dengang hed Familie Journalen. Her gav hun dem, der sendte breve ind til hende, råd om hverdagslivets problemer.

»Tove Ditlevsen passede brevkassen til enhver tid, selv da hun var alkoholisk, og da hun var indlagt på den lukkede afdeling. Hendes svar var tit rigtig rå,« fortæller Olga Ravn.

I bogen kan man læse et uddrag af nogle af de breve og svar, der blev udvekslet mellem folket og Tove Ditlevsen.

»Det kan godt være, at hun har sympati for dem, der skriver ind. Det kan også godt være, at hun synes, det er noget pjat, det, de skriver om,« fortæller Olga Ravn. Det er ikke til at vide, men når nogen skrev ind med et problem, holdt Tove Ditlevsen ofte med dem, de var sure på.

En af dem, der skriver et brev til Tove Ditlevsen, er en 16-årig pige, der er ked af, at hendes mor drikker for meget.

»Tove Ditlevsen siger, at pigen bare skal lade moderen drikke, og det bliver man jo lidt chokeret over. Men Ditlevsen er ikke interesseret i, at moderen skal sluge sin smerte. Hvis moderen har et smertefuldt liv, eller hvis hun er alkoholiker, så må hun have lov til at være det. Folk skal have ret til at være, hvem de er, synes Tove Ditlevsen, om det så er at være sær.«

Tove Ditlevsen tog ofte de svages parti. Olga Ravn mener, at samtidig med at Tove Ditlevsen var en berømthed, har hun hele tiden selv været en af særlingene. »Og dem forsvarer hun,« fortæller Olga Ravn.

Mange af teksterne handler om at befinde sig uden for normalen, og prøve at finde sig tilpas der. Der er mange af teksterne, der enten handler om mennesker, som ikke er en del af det almindelige liv, eller handler om ikke selv at være det.

Så hårdt var hendes liv

Tove Ditlevsen levede et hårdt liv. Hun drømte om at blive digter lige fra barndommen, men det ønske var ikke sød musik i forældrenes ører.

»Tove Ditlevsen var en mønsterbryder, der i hvert fald ikke skulle blive digter, men som bare skulle giftes med en håndværker,« siger Anne-Marie Mai, der er professor på Institut for Kulturvidenskaber, Litteratur ved Syddansk Universitet.

Hun voksede op i et fattigt miljø på Vesterbro i København, døjede med alkohol- og pillemisbrug, havde flere mislykkede ægteskaber og forsøgte selvmord flere gange. Hun begik endelig selvmord i 1976 i en alder af 58.

»Tove Ditlevsens selvmordsforsøg kom på forsiden af aviserne. Hun var kendt af alle, på et niveau som Yahya Hassan er det i dag,« siger Olga Ravn.

Det var mere sensationen end teksternes litterære værdi, der var i fokus, da Tove Ditlevsens essays og klummer blev trykt i sin tid. I et essay skriver hun meget fredfyldt om dagen for hendes selvmordsforsøg, og det vakte stor forargelse i offentligheden. Bogen viser os derfor en mindre kendt side af Tove Ditlevsen, nemlig Tove Ditlevsen som medieperson.

»Fordi tiden er gået, og Tove Ditlevsen som berømthed er trådt lidt i baggrunden, kan værket træde tydeligere frem. Samtidig tænker man, ’Gud, er vi ikke kommet videre? Folk har sgu stadig de samme problemer. De havde også problemer med SM i 50’erne, det er ikke kun på grund ’50 Shades Of Grey’,« siger hun.

Fakta om Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen blev født i 1918. Hun voksede op i Hedebygade på Vesterbro. Senere generationer kender gaden fra filmen ’Barndommens gade’ med Sofie Gråbøl i hovedrollen. Og musik af Anne Linnet.

Som forfatter var Ditlevsen loyal mod sit ophav og talte de svages sag. Personligt hungrede hun livet igennem efter anerkendelse og en højere position i samfundet, og angsten for ikke at slå til fulgte hende livet igennem.

Ægteskabet med den 30 år ældre redaktør Viggo F. Møller i 1940 blev adgangsbillet til de akademiske kredse, men ægteskabet holdt kun et par år. Hun blev senere gift tre gange, senest med den senere chefredaktør på Ekstra Bladet Victor Andreasen.

I slutningen af 1950’erne faldt Tove Ditlevsen tilbage i alkohol- og pillemisbrug.

I 1960’erne og 1970’erne var hun flere gange indlagt på psykiatriske hospitaler. I 1973 ophørte ægteskabet, og tre år senere, i 1976, begik Tove Ditlevsen selvmord.

Udgivelser

Pigesind, 1939, digte
Slangen i Paradiset, 1939, digte
Man gjorde et barn fortræd, 1941, roman
Barndommens gade, 1943, roman
Blinkende lygter, 1947, digte
Vi har kun hinanden, 1954, roman
Der bor en ung pige, 1955, digte
Kvindesind, 1955, digte
Gift, 1971, erindringer
Det runde værelse, 1973, digte
Vilhelms værelse, 1975, roman