Den amerikanske hitmager Mac Davis ligger kritisk syg efter en hjerteoperation.

Den 78-årige stjerne, der er bedst kendt at stå bag Elvis Presley-hittet 'In the Ghetto' fra 1969, er indlagt på et hospital i Nashville i Texas.

Det skriver Billboard, som refererer fra et Instagram-opslag på Mac Davis' profil, hvor der opfordres til at bede for hitmagerens liv.

'Vi er kede af at fortælle, at den legendariske sanger og sangskriver Mac Davis er kritisk syg som følge af en hjerteoperation i Nashville. Der vil blive sat pris på jeres kærlighed og bønner i denne tid.'

Mac Davis har en imponerende karriere som sangskriver bag sig.

Udover Elvis Presleys førnævnte megahit, 'In the Ghetto', skrev han også sangene Memories', 'Don't Cry Daddy' og 'A Little Less Conversation'.

Han har også formået at få succes som sanger, da han i 1972 strøg til tops på den amerikanske hitliste Hot 100 med sangen 'Baby, Don't Get Hooked on Me'.

Derudover har han medvirket i flere film og tv-serier gennem tiden, og han har sågar en stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Superstjernen Dolly Parton har delt et opslag på Twitter, hvor hun beder sine 4,9 millioner følgere om at bede for Mac Davis.