Situation er desværre ikke blevet bedre for Leo, der er indlagt igen.

Det fortæller en berørt Sussi tirsdag til B.T.

Tidligere har sangerinden fortalt, at der ikke er mere at gøre for den mandlige del af den populære duo.

»Kroppen er simpelthen ved at lukke ned, og nyrerne er også ved at holde op med virke,« fortalte Sussi søndag til B.T.

Men Sussis åbenhed om sin mands tilstand har i den grad affødt reaktioner på de sociale medier, hvor flere tusinde har tilkendegivet, at de tænker meget på parret i den svære tid.

Og det er noget, der rører den 68-årige sangerinde, siger hun nu tirsdag til B.T.

»Det er helt vildt, at der er så mange, der har skrevet til os. Jeg er meget taknemmelig. Det er også derfor, jeg gerne vil dele ud, fordi der er så mange, der tænker på os, så jeg synes, de fortjener at vide, hvordan det går,« fortæller Sussi, der er ude at gå en tur for at få lidt luft, da B.T. taler med hende.

Ovenpå sin sidste store operation nåede Leo at være hjemme hos sin Sussi i et par uger. Men nu er han indlagt igen. Denne gang er der ingen mirakler tilbage.
Ovenpå sin sidste store operation nåede Leo at være hjemme hos sin Sussi i et par uger. Men nu er han indlagt igen. Denne gang er der ingen mirakler tilbage. Foto: Rune Øe
Vis mere

Sussi er ellers lige nu på hospitalet næsten i døgndrift, hvor hun sidder med manden Leo.

»Jeg var hjemme i går for at ordne nogle ting, men jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for at være ved ham, så jeg har også sovet her (på hospitalet, red.).«

Leo er ikke meget vågen i disse dage, men Sussi husker at fortælle ham, hvor meget folk ude i landet tænker på ham.

»Han får at vide, at han er elsket over hele Danmark. Det siger jeg til ham,« fortæller hun.

Sussi siger, at hun under omstændighederne har det fint, men at det naturligvis er hårdt at se sin mand have det dårligt.

»Der er jo ikke noget at gøre. Det er et spørgsmål om tid. Han har tabt sig endnu mere, og han er nærmest kun skind og ben.«

Helbredet har de seneste måneder skrantet for den nu 67-årige Leo Nielsen, som i midten af december blev indlagt med maveproblemer og kraftig opkast.

Parret har optrådt sammen siden 9. klasse og har underholdt overalt i Danmark.