44-årige Ida Wohlert har for længst slået sit navn fast som vært for blandt andet 'Go' morgen Danmark'.

Men længe før hun gik ned ad den journalistiske tv-karrieres vej, tog hun et smut på udveksling i USA. Og det ophold gik ikke stille ad sig, fortæller hun i premiereafsnittet af Radio4's nye program, 'Portrætalbum', hvor den tidligere DR-radiovært Anders Bøtter tegner et portræt af sin gæst, ud fra et musikalbum, de selv har valgt.

Der tegnede sig allerede et billede af, hvordan opholdet i Broken Arrow, Oklahoma ville blive, før hun tog afsted.

»Jeg kan stadig huske den dag, hvor konvolutten med min destination dumper ind ad brevsprækken derhjemme,« fortæller Ida Wohlert.

»Jeg når ikke engang ud at samle den op, før min amerikanske stedfar får fat i den, river den op og bryder sammen i krampegrin, fordi der står 'OK' for Oklahoma. Så siger han bare: 'you have a nice stay, honey,' og så røg jeg afsted. Han vidste godt, der ventede et langt år forude.«

Men afsted kom hun.

Det var dog ikke en ganske almindelig high school, hun skulle gå på, men derimod en striks, katolsk privatskole, hvor nonner og munke stod for undervisningen.

Oveni dette var det ikke en helt almindelig værtsfamilie, hun blev installeret hos, da parret kun var 23 år gamle.

En ung Ida Wohlert sammen med sin værtsfamilie. Foto: Privat
En ung Ida Wohlert sammen med sin værtsfamilie. Foto: Privat
Vis mere

»De var helt unge. Christie og Russell, som de hed. Det var der, jeg endte (...) De var sindssygt søde og hev mig med til alt muligt, raveparty og sådan noget.«

Venner på skolen fik Ida Wohlert ingen af, men i stedet mødte hun en fyr, der hed Marshall, som boede med sine forældre i en trailerpark.

De to blev kærester.

»Vi sad altid oppe på hans værelse, og en aften hørte jeg et kæmpe brag (...) Men så var det simpelthen politiets indsatsstyrke, der kom og væltede hele huset. Det viste sig, at de var kæmpe dopedealere, ikke bare sådan lige til naboen, men til stort set hele området.«

De endte dog, som Ida Wohlert beskriver det, med helt mirakuløst med ikke at blive dømt, da de ikke havde nogle stoffer i huset på daværende tidspunkt.

»Men det havde de så på alle mulige andre tidspunkter.«

Du kan høre hele afsnittet af 'Portrætalbum' med Ida Wohlert her eller på Radio4 fredag klokken 17.05