Tiden efter skilsmissen fra den folkekære Bubber er ikke gået helt som forventet for Christina Nørby Ibsen, der bare kalder sig selv for Ibsen.

Det fortæller hun om i sæsonpremieren på anden sæson af sin egen podcast med titlen 'For altid forandret'.

»Der er gået to år nu. Jeg troede måske, jeg var kommet lidt længere i mit liv. Jeg troede, jeg havde været mere lykkelig,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, den sorg, som har fyldt meget, er blevet vendt til noget vrede og faktisk også noget afstumpethed ved mig selv.«

Ibsen og Bubber var gift i 29 år.
Ibsen og Bubber var gift i 29 år. Foto: Robbie Williams koncert i Parken
Vis mere

Efter eget udsagn er hun »megapisselortetræt« af psykologer – alligevel har hun valgt at invitere en af slagsen til en snak. Nemlig Gert Martin Hald, der nok er mest kendt som ekspert i 'Gift ved første blik'.

Han skal hjælpe med at ruste Ibsen, inden hun, igennem podcastens kommende afsnit, skal snakke med nye, spændende gæster.

Hun forklarer, at vreden fortsat fylder enormt meget. Af og til kan hun endda føle sig som en løve i et bur, og hun beskriver, at hun »virkelig skal holde fast i sig selv«, for at det ikke stikker af.

»Da det hele startede, valgte jeg jo at tage min fod og smadre den ind på en statue i stuen, så den brækkede to steder,« fortæller Ibsen og advarer om, hvor vred hun kan blive.

»Jeg synes egentlig, din vrede er meget normal i den her situation,« forsikrer Gert Martin Hald hende.

Ibsen beskriver det som værende sindssygt destruktiv, at hun ikke selv kan styre vreden. Nogle gange har hun sågar en følelse af ikke at kunne trække vejret.

Trods en god portion vrede og en forventning om, at man var nået længere efter to år, er der to helt centrale ting, der har hjulpet hende gennem de sidste to år.

»To af de allervigtigste ting: at jeg har fået Aksel og Wilma. Det er en fuldstændig gave at få i livet,« fortalte hun for nylig til B.T. om børnebørnene på henholdsvis to år og otte måneder.

»De har reddet mig sammen med min nye kæreste,« tilføjede hun.

Den nye kæreste vil hun dog gerne holde for sig selv.