Knapt har støvet lagt sig, siden Ibi Støving under Zulu Awards smed tøjet for at sætte fokus på kropsidealer, før sagen igen bliver taget op.

Denne gang i 'Go' morgen Danmark', hvor den famøse nøgne optræden blev bragt op under en diskussion om en ny kampagne omhandlende kvinders rolle i samfundet.

Her taler panelet, som består af radiovært Sandie Westh, udandsredaktør på Weekendavisen Anna Libak og debattør Geeti Amiri, om, hvorvidt det taler mod budskabet, at alle kvinder i videoen er smukke.

I den forbindelse påpeger Sandie Westh, at budskabet stadig står skarpt og i øvrigt er meget lig situationen, hvor Ibi Støving under Zulu Awards smed tøjet.

Ibi Støving på scenen under Zulu Awards.
Ibi Støving på scenen under Zulu Awards. Foto: Per Arnesen / TV2
Vis mere

Men Anna Libak er ikke enig:

»Du kan da ikke have en underskøn tv-værtinde, der ser sådan ud, der stiller sig op på vegne af alle kvinder med kropskomplekser og siger: 'Jeg står her og ser pissegodt ud' – det siger hun så ikke – men: 'Jeg står her, fordi jeg gerne vil sige, at alle kvinder må se ud, som de vil'.«

»Så sidder man der og tænker: 'Hold da op, bare vi så ud som dig. Så stil da en rigtig kvinde op. Kom da igen, når du har fået nogle strækmærker'.«

Netop den kommentar er faldet Ibi Støving for brystet, og i et opslag på sin Instagram-profil reagerer hun på udsendelsen, som hun så torsdag morgen sammen med sin søn, Anakin.

'Anakin, som har været igennem hele dette kropsaktivistiske 'cirkus' med mig hele ugen – og har været både stolt og tapper – og som har set alle 'Date mig nøgen'-programmerne og lært meget om forskellige kropstyper – vender sig rundt og siger: 'Hvad mener damen med, at du ikke er en rigtig kvinde?' 'Der skulle jeg lige synke min te og styre mit temperament,' skriver hun i opslaget.

Hun beskriver desuden tiden for fem år siden, hvor hun var tæt på at dø af nyresvigt og derfor tog utallige piller, hvilket gjorde, hun tog på.

Hun nævner, hvordan hun har kæmpet sig tilbage til livet og trænet, samtidig med at hun har en karriere, tjener sine egne penge samt mange andre ting.

'(Jeg har, red.) har stået op for kvinder og kropstyper og mangfoldighed i en sådan grad, at ingen vært når mig til sokkeholderne på det niveau, været enlig mor i 12 år, Og fik iøvrigt ikke en krone for at gå nøgen på scenen – fordi det skulle komme fra hjertet.'

'Og så skal jeg og min søn sidde og høre på landsdækkende tv, at jeg ikke er en rigtig kvinde. Hvis det ikke var så skide tragisk – så er det næsten morsomt,' skriver hun.

'Og til kvinden, der sagde det: Jeg synes, du skal komme forbi og sige det til mit og min søns ansigt. Jeg laver en udmærket te. Alle kvinder er rigtige kvinder. Ligegyldigt hvilken form, farve og kropsvalg.'

Anna Libak har dog ikke meget tilovers for den kritik, som tv-værten retter mod hendes udtalelser.

Hun mener, at Ibi Støving tager hendes ord ud af kontekst og pådutter hende en holdning, hun ikke har.

Anna Libak her fotograferet i juni 2018.
Anna Libak her fotograferet i juni 2018. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

»Jeg tror, hun bevidst har misforstået det, fordi hun ikke vil have kritik af sin adfærd. Hun vil roses. Jeg er meget præcis i det indslag. Man skal ville misforstå mig.«

Hun afviser desuden, at hun ikke skulle synes, at Ibi Støving er en såkaldt rigtig kvinde:

»Jeg har været i journalistik siden '96, skrevet tusinde af artikler, herunder mange artikler om feminisme. Og aldrig har nogen påstået, at jeg har beskyldt kvinder for ikke at være rigtige kvinder. Det er fuldstændig absurd,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har ikke en dyt at beklage. Tværtimod synes jeg, at Ibi Støvring skylder mig en undskyldning, fordi hun pådutter mig sådan et tåbeligt synspunkt.»