»Jeg har aldrig fået en Bodil eller en Robert.«

Sådan siger Iben Hjejle i det seneste afsnit af Radio4-programmet 'Det sidste måltid' og afliver dermed en sejlivet påstand, som blandt andet har floreret i flere medier, om, at hun skulle have vundet de to priser i løbet af sin karriere.

Det år, hvor hun var nomineret til både en Bodil og en Robert for 'Mifunes sidste sang', var det Sidse Babett Knudsen, som fik dem begge for 'Den eneste ene'.

Og når man ikke kan vinde prisen, må man forsøge at tiltuske sig den på anden vis.

»Der var en fest, hvor jeg stjal hendes Robert og forsøgte at gemme den i noget tøj. Det er en lille figur, men mægtig tung på en marmorfod og af jern, og dengang havde man ikke så meget tøj på, da man var ung, så den røg nærmest bare ned i underbukserne,« fortæller Iben Hjejle.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt tyveriforsøget var succesfuldt, eller hvordan Sidse Babett Knudsen tog det, men helt sikkert er det, at Iben Hjejles succes i 'Mifunes sidste sang' åbnede nye døre.

Hun blev således castet til en hovedrolle i Hollywood-filmatiseringen af romanen 'High Fidelity' og skulle spille over for navne som Jack Black og John Cusack.

Instruktøren var Stephen Frears, som i 2006 også instruerede den anmelderroste 'The Queen', som fik flere Oscar-nomineringer.

Og Stephen Frears var så vild med ideen om at få Iben Hjejle med i 'High Fidelity', at han ringede til hende og spurgte, om hun ikke ville komme til casting i Los Angeles.

Hvortil den danske skuespiller svarede:

»Nej, det kan jeg desværre ikke.«

Herefter forsøgte de at lokke hende til London, så hun kunne mødes med John Cusack.

»Og så siger jeg igen: 'Jeg har altså et lille barn, og min mand arbejder fuld tid. Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke bare tage væk'.«

Men hverken Stephen Frears eller John Cusack var klar til at give op på Iben Hjejle, så de fløj den lange vej til København for at møde hende – og denne gang kunne hun godt få familiekabalen til at gå op og mødes med dem.

»Det var faktisk sådan, det foregik. Jeg gav dem sådan en modstand.«