Kritikken har heglet ned over en række danske kendisser og influencere som familien Kessler, Niclas Bendtner og diamantprinsessen Elvira Pitzner de seneste dage, efter at de tog til Dubai for at promovere sig selv og deres samarbejdspartnere.

Nu slutter skuespiller Iben Hjejle sig til koret. I podcasten 'Sitter' revser en rasende Hjejle kendisserne:

»Jeg må simpelthen bare sige, altså alle de der kendis-idioter, som er taget til fucking-Dubai og har holdt nytår dernede. Og en ting er, at de er taget derned og har holdt nytår. En anden ting er, at de poster som ind i helvede. Og jeg følger dem ikke, men jeg har ikke kunnet undgå at se det,« lyder det fra Hjejle, der ikke skjuler sin harme.

De mange kendisser gjorde mange danskere rasende, da de de seneste uger  – midt i coronanedlukningen – begyndte at poste billeder af dem selv på luksusferie i Dubai på sociale medier.

Mikkel og Lea Kessler er blandt dem, der har fået kritik for at tage til Dubai.
Mikkel og Lea Kessler er blandt dem, der har fået kritik for at tage til Dubai. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Især vakte et billede harme af fodboldspilleren Nicklas Bendtner i selskab med blandt andre Mikkel Kessler og Michael Maze og flere andre, hvor de sidder om et bord og spiser uden mundbind.

Eksperter har været forundret, kendissernes følgere blev forargede, og selv statsministeren havde svært ved at skjule sin vrede.

Kritikken er ikke blevet mindre af, at den smitsomme sydafrikanske coronamutation nu er fundet i Danmark, og at man mener, at den er blevet bragt til landet fra Dubai. Det vides ikke, om nogen af influencerne har bragt den med tilbage fra Dubai, men alene risikoen får Iben Hjejle op i det røde felt:

»Hvis den mutation resulterer i, at det er derfor, at vi skal gå i tre ugers mere isolation, så opsøger jeg fucking Michael Maze og Nicklas Bendtner og diamantprinsesserne, og hvad fanden de hedder – alle de fucking idioter, der har været dernede,« lyder det fra Hjejle, der i så fald vil give dem et 'kæmpe møgfald', da hun synes, at deres rejse har været pokkers usolidarisk.

Nicklas Bendtner, der her ses med sin kæreste Philine Roepstorff, får også hug af Iben Hjejle.
Nicklas Bendtner, der her ses med sin kæreste Philine Roepstorff, får også hug af Iben Hjejle. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hjejle, der i podcasten diskuterer forskellige emner med Signe Lindkvist, langer desuden også ud efter de medier, der samarbejder med de kendte, der er taget til Dubai.

Hun mener, at medierne burde 'straffe' kendissernes opførsel ved for eksempel at afslutte samarbejdet eller andet. I den forbindelse nævner hun blandt andet TV 2, der laver programmet 'Diamantfamilien' om familien Pitzner.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Elvira Pitzner, Lea Kessler, Nicklas Bendnter og hans kæreste Philine, Michael Maze samt TV 2 og YouSee. Det er ikke lykkedes at få svar fra nogen af ovenstående.

Iben Hjejle revser de kendisser, der tog til Dubai.
Iben Hjejle revser de kendisser, der tog til Dubai. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Mikkel og Lea Kessler har været ude at forsvare deres rejse i Aftenshowet. Lea Kessler har i aftenshowet forklaret, at deres tur ikke var for sjov – men arbejdsrelateret, fordi de reklamerer for rejser.

»Vi er meget enige i, at tager man bare afsted for at være på badeferie, så er det måske ikke lige tidspunktet at gøre det på nu. Vores situation har været en anden,« fortalte Lea Kessler.

Mikkel Kessler havde svært ved at forstå den kritik, som parret er blevet mødt af. Han mener, at den bunder i misundelse.

Han fortalte dog, at parret tog alle forholdsregler og blev testet både før, under og efter rejsen, ligesom familien, der tæller tre børn, gik i isolation, efter de er kommet hjem.