Skuespilleren er ikke længere ledig på markedet.

I sin podcast 'Sitter', som hun har med veninden Signe Lindkvist, fortæller Iben Hjejle, at hun har fået en kæreste.

Hun fortæller om det nye forhold i forbindelse med, at de to kollegaer taler om sorgen over, at Iben Hjejle for nylig mistede sin far Christian Hjejle.

»Det er altid trist, men det føltes rigtigt og fredfyldt og fint. Så kan vi snakke næste gang om, at jeg har fået en kæreste. Midt i det hele,« fortæller hun.

Der er dog ingen yderligere information om, hvem Iben Hjejle nu danner par med.

Tidligere har hun dannet par med filminstruktør Ulrik Wivel, Lars Kaalund, Casper Christensen og Emil de Waal.

Iben Hjejle delte på Instagram, at hendes far var gået bort efter længere tids sygdom.

»Onsdag eftermiddag fløj han så. Som en mursejler lodret op i den skærende blå himmel. Jeg savner ham allerede,« lød det fra skuespilleren, der havde delt billeder af faren i opslaget.

Der var ingen uddybning af, hvad dødsfaldet skyldes, men tidligere har hun nævnt, at han kæmpede med demens.