Det var først, da skuespillerinden Iben Hjejle brød sammen midt under optagelserne på en tv-serie, at hun blev klar over, at hun var alvorligt ramt af stress.

Faktisk var hun så hårdt ramt, at det med hendes egne ord kunne have kostet hende livet.

Det fortæller hun i et åbenhjertigt interview med magasinet Alt for damerne.

Det var midt under optagelserne til tredje sæson af den populære TV 2-serie 'Dicte' for to år siden, at Iben Hjejle pludselig ikke rigtigt kunne tale eller mærke sig selv.

Hun blev bedt om at sætte sig ned, folk hjalp hende af tøjet, og det næste, hun husker, er, at hun forvirret sad på et kontor iført strømpebukser og en bluse.

Efter at være blevet kørt hjem til sin lejlighed, fik hun besøg af en læge, som gav hende et kram, og først dér gik det op for skuespillerinden, at hun havde grædt, lige siden hun var blevet bedt om at sætte sig ned.

Det blev begyndelsen for en længere arbejdspause for Iben Hjejle, der blandt andet måtte opgive at spille karakteren Amanda i det erotiske lystspil 'Privatliv'.

»Man kan ikke tage stress ud af at menneskeliv, men man kan lære at administrere det, og det får man en helt fin værktøjskasse til, hvis man er så heldig, som jeg var, at bryde sammen. Fysisk. Jeg ser det som en gave, at kroppen sagde fra, for hvis den ikke have gjort det, var jeg måske død af det,« fortæller hun til Alt for damerne.

Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard i 'Vild med dans'.
Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard i 'Vild med dans'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Sidste år deltog hun i underholdningsprogrammet 'Vild med dans', og der fortalte hun, at hun havde fået det bedre.

»Jeg synes, den her dansekonkurrence er en kæmpe form for stor rolle, og det er skidesjovt, og det får hovedet til at tie stille,« sagde den 47-årige skuespillerinde i den forbindelse til TV 2.

Samtidig afslørede hun, at hun var gået til hånde i en spiritusforretning, som hun kaldte sin 'praktikplads', fordi hun tænkte, at det kunne være sjovt for hende at beskæftige sig med noget helt andet.

Iben Hjejle er blandt kendt fra spillefilmene 'Mifunes sidste sang', 'Gamle mænd i nye biler' og 'Blinkende lygter'. Derudover har mange danskere nok også set hende i tv-serier som 'Klovn', 'Langt fra Las Vegas' og 'Anna Pihl'.