En danskfødt kvinde stod på første parket, da fundamentet under daværende kong Juan Carlos langsomt, men sikkert begyndte at smuldre under ham i 2012.

Nu er Corinna zu Sayn-Wittgenstein atter blandet ind i en af den skandaleombruste ekskonges sager. Faktisk efterforskes hun af politiet.

I et eksklusivt interview med BBC fortæller hun nu historien – lige fra romancens spæde start til i dag, hvor den kritiserede Juan Carlos' skygge atter kaster mørke over hendes tilværelse.

Hun og den gifte konge mødte hinanden i februar 2004 ved en skydefest. Kong Juan Carlos havde problemer med sin pistol, og Corinna zu Sayn-Wittgenstein kunne hjælpe.

Corinna zu Sayn-Wittgenstein fotograferet i 2017.
Corinna zu Sayn-Wittgenstein fotograferet i 2017. Foto: Richard Young/Shutterstock
Vis mere

Kongen blev overrasket, mindes hun.

Forholdet mellem de to begyndte efterfølgende at udvikle sig. Langsomt. De første mange måneder talte de bare i telefon, men det kunne de også gøre meget – og længe.

»Han ringede til mig op til 10 gange dagligt. Det var med det samme et stærkt, dybt og meningsfyldt forhold,« beskriver den i dag 56-årige iværksætter, der er vokset op i Tyskland.

Hun vidste godt, kongen var gift med dronning Sofia og havde været det længe. Men det var ikke et problem:

Siden 1962 har dronning Sofia været gift med Juan Carlos – og trods utroskab er hun stadig ved hans side. Her er parret fotograferet i 2019.
Siden 1962 har dronning Sofia været gift med Juan Carlos – og trods utroskab er hun stadig ved hans side. Her er parret fotograferet i 2019. Foto: OSCAR DEL POZO
Vis mere

»Han fortalte, at de havde en aftale om at repræsentere kongehuset sammen, men at de levede to vidt forskellige liv – hver for sig. Kongen var i øvrigt også lige kommet ud af et 20 år langt forhold til en anden kvinde, som også havde stået hans hjerte meget nært,« fortæller Corinna zu Sayn-Wittgenstein til BBC.

Parret blev tætte. Faktisk så tætte, at kongen valgte at gå på knæ for Corinna zu Sayn-Wittgenstein, som forsøgte at afværge.

Hun vidste, at en pludselig skilsmisse ville ryste det spanske kongehus og befolkningen. Men kong Juan Carlos var sikker i sin sag. I 2009 kontaktede han sin udkårnes far.

»Min far ringede og sagde, at kongen havde besøgt ham og fortalt, at han var dybt forelsket i mig og agtede at ægte mig.«

Forholdet sluttede samme år.

Corinna zu Sayn-Wittgensteins far blev syg. Han fik at vide, at han kun havde nogle måneder tilbage at leve i, så datteren besluttede at dedikere al sin tid til ham.

Kort efter begravelsen fortalte kong Juan Carlos, at han havde fundet en anden. Faktisk havde de været sammen i tre år.

»Det ødelagde mig fuldstændig – det var det sidste, jeg havde forventet,« fortæller hun.

Juan Carlos fotograferet i 2008 med sin søn Felipe, der i dag er konge er Spanien – og i modvind på grund af farens seneste skandale.
Juan Carlos fotograferet i 2008 med sin søn Felipe, der i dag er konge er Spanien – og i modvind på grund af farens seneste skandale. Foto: PHILIPPE DESMAZES
Vis mere

Det romantiske forhold sluttede, men det gjorde deres venskab ikke. I april 2012 inviterede kongen sin tidligere elskerinde og hendes søn med på safari i Botswana.

En tur, der skulle vise sig at være skæbnesvanger for kongen, der ellers havde været urørlig i mange år.

Under turen trådte han nemlig forkert. Altså i fysisk forstand. Han brækkede hoften, og inden længe begyndte medierne at undersøge detaljerne for turen.

Foruden at være af sted med en elskerinde skød han også en elefant, hvilket vakte opsigt, da han dengang var præsident for den spanske gren af Verdensnaturfonden.

Den tidligere konge måtte efter faldet i Botswana gå med krykker. Her er han fotograferet på hospitalet.
Den tidligere konge måtte efter faldet i Botswana gå med krykker. Her er han fotograferet på hospitalet. Foto: PACO CAMPOS
Vis mere

Men det var ikke det eneste, han fik hug for. Flere undrede sig også over, at han valgte rejse til et land, der ikke havde nogen diplomatisk forbindelse til Spanien.

Sidst, men ikke mindst, var der spørgsmålet om penge. For rejsen var dyr i en tid, hvor Spanien var i alvorlig økonomisk krise.

Spørger man Corinna zu Sayn-Wittgenstein, var afsløringerne en del af et større komplot mod kongen.

»I paladset var der kræfter, der arbejdede på at få Juan Carlos skubbet ud,« siger hun til BBC.

Komplot eller ej endte kongen med at abdicere og overlade tronen til sønnen prins Felipe i 2014.

Men det fik ikke de kritiske røster og skandalerne til at forsvinde. I juni i år eskalerede det igen. Her kom det frem, at en anklager ved Spaniens højesteret er ved at efterforske Juan Carlos for hans rolle i kontrakter indgået med Saudi-Arabien om højhastighedstog.

En stor korruptionssag, hvori Juan Carlos beskyldes for som regent at have fået et enormt beløb i bestikkelse af Saudi-Arabien.

Sagen har – atter – vakt vrede i befolkningen, og i august besluttede den i dag 82-årige mand at forlade landet uden at kommentere beskyldningerne.

Korruptionsskandalen har fået dele af den spanske befolkning til at demonstrere mod monarkiet.
Korruptionsskandalen har fået dele af den spanske befolkning til at demonstrere mod monarkiet. Foto: JAVIER BARBANCHO
Vis mere

Mere åbenmundet er Corinna zu Sayn-Wittgenstein, som også er blandet ind i denne sag. Schweiziske efterforskere peger nemlig på, at der i 2012 – efter elefant-skandalen – gik 100 millioner dollar ind på hendes konto overført fra hendes spanske kærlighed. Pengene stammede angiveligt fra Saudi-Arabien.

Den blonde kvinde blev ikke overraskende... overrasket. Over den 'enorme, generøse gave'. Juan Carlos havde ifølge Corinna zu Sayn-Wittgenstein tidligere talt om, at han ville tage sig af hende. Men der var aldrig blevet sat et decideret beløb på.

»Jeg tror, det var en anerkendelse af, hvor meget jeg betød for ham, og hvor meget min søn betød for ham,« siger hun og afviser at have kendskab til korruptionssagen.

Skandaler, forlist kærlighed, forfølgelse i medierne og nu en efterforskning til trods fortryder Corinna zu Sayn-Wittgenstein ikke sit forhold til den tidligere konge.

»Jeg har stærke følelser for ham. Og jeg er ekstremt ked af den drejning, det hele har taget.«