I denne uge kommer der for alvor gang i Tisvildeleje. Komikeren Casper Christensen har meddelt, at han vil gøre Tisvilde til det 'nye Skagen'.

- Den yngre generation gider ikke køre fire en halv time i bil for at komme til Skagen. De vil have noget, der er tættere på. Og da der ikke er mange mennesker tilbage i byen (København, red.) i uge 29 (denne uge, red.), vil vi give dem mulighed for at tage til Tisvilde, forklarer Kim Thurmann, som står bag natbaren Tisvilde Bistro.

Sammen med Casper Christensen og to andre har han udtænkt fest-konceptet ’Tis-vilde29’, hvormed man vil lokke det københavnske jetset til Tisvilde.

Udsigten til en vild festuge har vakt bekymring hos nogle af Tisvildes faste sommergæster.

Den garvede radioveteran Jørgen de Mylius, der har haft sommerhus i Tisvilde siden 1976, deler dog ikke bekymringen.

- Det eneste minus kan blive, at priserne på restauranterne bliver skruet op, men så lader vi bare være med at gå på restaurant. Jeg er ikke bange for, at hyggen forsvinder, fortæller han.