Sælger af hundeudstyr, tv-vært, harmdirrende borger på jagt efter retfærdighed, forfatter til politiske k(l)ogebøger, halvdelen af Øbberbøv-duoen, vred ung digter og filmproducent. Ole Stephensen har fået afprøvet en del sider af sig selv i sit indtil videre 60 år lange liv.

Han er uddannet journalist, men hans virke i medieverdenen begyndte allerede, da han som barn var medlem af Statsradiofoniens Drengekor, indtil hans stemme – blot 11 år gammel – gik i overgang, og han blev smidt ud af koret og måtte sige farvel til den faste ugeløn på 40 kroner.

Ole Stephensen debuterede også tidligt på skrift. Da hans forældre ikke ville finansiere en tur til Thy-lejren i de tidlige 1970ere, skrev han digtsamlingen ’Stormudsalg’ og solgte den på Strøget for at rejse penge til turen.

Gik til filmen

Efter sin journalistiske uddannelse på den hedengangne avis Aktuelt, blev Ole Stephensen landskendt som den ene halvdel af Øbberbøv-duoen og den pæne steward Walther i ’Walther og Carlo’-filmene, begge dele i samarbejde med Jarl Friis-Mikkelsen. Som vært på TV2-programmet ’Eleva2oren’ blev han synonym med fredagsunderholdning, når han iført smalle slips og farverige skjorter interviewede gæster, præsenterede underholdningsindslag og stillede om til Skærmtrolden Hugo og Nina Klinker Jørgensen (senere Stephensen og Ole Stephensens svigerinde, red.).

Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Ole Stephensens alsidighed blev en afgørende force, da han fra 2001 blev fast inventar på skærmen i dagens første timer som en af værterne i programmet ’Go’ morgen Danmark’, hvor han kørte et professionelt parløb med blandt andet Tina Bilsbo, Anette Kokholm og Line Baun Danielsen.

Ole Stephensen gjorde sig også bemærket, da han – uden succes – kastede sig ind i en kamp for at sikre en russisk-armensk familie humanitær opholdstilladelse og i den forbindelse langede kraftigt ud efter den daværende regering.

Sorteret fra

I 2009 var det slut med at sige godmorgen til danskerne. TV2 satte et yngre hold på morgenfladen, og Ole Stephensen og hans medvært Line Baun Danielsen blev skiftet ud.

»Jeg måtte lige slikke sårene i nogle år. Det var hårdt ikke at kunne bruges i en branche, jeg syntes, jeg var en naturlig del af,« fortalte Ole Stephensen for nylig til BT.

Efter afskeden med TV2 har han skrevet nogle bøger – blandt andet ’Rød K(l)ogebog’ og ’Blå K(l)ogebog’, hvor en række politikere både bliver portrætteret og deler deres bedste opskrifter.

Han har også etableret sit eget produktionsselskab, der blandt andet laver undervisningsfilm, og vikarieret bag disken i butikken Hundeshoppen i Gentofte, som han ejer sammen med sin hustru Julie. Dette efterår kan man også opleve ham på skærmen som tv-vært i programserien ’DanskTOP Talent’ på DK4, som er en talentkonkurrence, der leder efter den næste store dansktopkunstner.

Hvis man da ikke støder på ham i en helt anden rolle.