»Martin, jeg giver fandeme gravøl i dag, du kommer sateme bare op.«
Sådan lyder beskeden, som iværksætter Martin Thorborg onsdag formiddag fik fra sin ven Christian, der i sin tid var chefprogrammør på Jubii, og som nu gør sig som ølbrygger på Bornholm.
»Så nu har vi aftalt, at vi sætter os op på Pennylan (bryggeri, red.) her i eftermiddag, og så giver han gravøl. Det er sgu da hyggeligt, for helvede,« siger Martin Thorborg til B.T.
Gravøllen skyldes selvfølgelig, at Jubii Media Group, som Martin Thorborg i 1995 var med til at stifte, er lukket ned som selvstændigt selskab.
Søgemaskinen, som for alvor bragte internettet ind i danskernes bevidsthed, har de sidste syv år været ejet af Det Nordjyske Mediehus. Thorborg selv solgte virksomheden i 2000 og sagde endegyldigt farvel i 2003.
»Jeg har lidt modsatrettede følelser. På den ene side er jeg trist, og på den anden side er jeg også lidt lettet.«
»Det er stadig med jævne mellemrum, at der kommer nogen og siger, at 'det der Jubii, der er sgu noget være sjask', og det er også lidt tarveligt at sige 21 år efter, at jeg forlod forretningen. Sådan at holde mig op på fem-seks skiftende ejeres beslutninger. Det var der, jeg trådte mine barnesko, så skal vi ikke lige se at komme videre?«
Han ser med stolthed tilbage på nogle af de ting, Jubii opnåede. Der var eksempelvis ikke nogen andre lande, der havde en portal, der blev brugt så bredt i befolkningen.
»På et tidspunkt brugte 80 procent af alle internetbrugere i Danmark Jubii. Der skulle gå mange, mange, mange år, før Google nåede op på de samme tal. Og det betød jo et eller andet sted, at når danskerne gik på nettet, så havde de mulighed for at finde ting, som de ikke havde i andre lande.«

Martin Thorborg fortæller også, hvordan det, der dengang hed Børsens Nyhedsmagasin, lavede en undersøgelse over de stærkeste brands. Her kom Jubii ind som nummer to, hvor de kun var overgået af Coca-Cola.
»Og det synes jeg da ærlig talt var meget cool, når man tænker på, at vi ikke havde fået venturekapital. Vi havde selv banket det op med hårdt arbejde.«
Han anerkender da også gerne, at selv om han er blevet dygtigere og har tjent flere penge, så har han ikke siden været i stand til at 'bygge' noget, der har fået så bredt et kendskab i befolkningen, som Jubii gjorde.
Jubii favnede bredt. Måske også for bredt. Martin Thorborg havde i hvert fald gerne set, at man var fokuseret mere ensporet på chatforummet.
»Jubii Chat var det mest brugte sociale medie i hele Europa. Og de ting, man kan sige, vi havde, var meget lig de ting, Facebook har i dag. Facebook er selvfølgelig meget mere avanceret, men det var de samme elementer med egen side og en væg, man kunne skrive på.«
Alligevel kan Martin Thorborg ikke være skuffet over, at han ikke var lige så dygtig som Facebooks skaber, Mark Zuckerberg.
»Der må man bare erkende, at han er gjort af et andet stof. Han har haft en meget større vision. Jeg står da heller ikke og siger, at 'havde vi bare givet den mere gas, var det os, der var blevet Facebook', det ville være latterligt at sige, for det tror jeg ikke, jeg havde været i stand til.«
»Ud over det har jeg heller ikke en IQ på 250, som jeg vil tro, han render rundt med.«
Men selvom Jubii Chat aldrig nåede Facebooks højder, har den betydet meget for mange mennesker, der har mødt både venner og partnere gennem chatten.
Faktisk har Jubii været så stor en 'matchmaker', at teamet bag holdt op med at tælle, hvor mange der havde mødt hinanden gennem chatten, da de passerede de første 100 bryllupper.
Selvom det er slut med Jubii, bliver Martin Thorborg stadig mindet om sin gamle virksomhed, når han drikker morgenkaffen.

Hans mor fandt nemlig en kasse i kælderen med gamle Jubii-krus, hvor han sørgede for at få nogle stykker med hjem.
»Hun havde også Stimorol Jubii-tyggegummi med fra dengang. 20 år gamle! 'Det der, det ryger altså i skraldespanden', sagde jeg. Det skulle vi ikke sætte tænderne i. Men jeg fik da et godt grin.«
Og det er ikke det eneste Jubii-klenodie, han er faldet over. Således har flere delt billeder af Jubii-kondomet.
»Vi overvejede at få lavet kondomer med hul i, så vi kunne få flere brugere. Det var mange interne jokes dengang,« lyder det grinende fra Martin Thorborg.