Mens millioner af fans stadig er i chok over Princes pludselige dødsfald, er popikonet i al hemmelighed blevet kremeret. Hans sidste hvilested vil blive holdt hemmeligt for offentligheden.

Det skriver flere udenlandske medier, herunder TMZ, der var det første medie til at bringe nyheden om Princes død.

Ifølge TMZ var en lille gruppe af den nærmeste familie samt venner mødt op lørdag lokal tid for at mindes Prince. Under en fredfyldt cermoni sagde de farvel til musikeren, der blev 57 år.

Blandt andet Princes søster, Tyka Nelson, deltog i ceremonien såvel som hans tidligere bassist Larry Graham og modellen Damaris.

Britiske The Mirror skriver, at cermonien blev afholdt »uden drama«, sådan som familien ønskede det.

Kremeringen fandt sted allerede fredag - samme dag, som Prince blev obduceret af retsmedicinere fra Midwest Medical Exam.

Efter obduktionen, der varede fire timer, blev Princes lig kørt til kapellet First Memorial Western Chapel i Minneapolis, hvor Prince også boede og havde sit studie.

»Gennem hele sit liv, og efter at han blev medlem af Jehovas Vidner, gjorde Prince det klart for sin familie, at hvis han nogensinde blev taget fra os, skulle det ske med værdighed, fortæller en ven af familien til The Mirror.

Verdensstjernen Prince blev fundet torsdag i en elevator i sit hjem Paisley Park.

Dødsårsagen kendes endnu ikke. I de kommende uger vil retsmedicinerne arbejde videre med resultaterne fra de prøver, der fredag blev taget fra liget af Prince.

Men ifølge TMZ blev Prince en uge inden sin død behandlet for en overdosis af det smertestillende lægemiddel Percocet.

Fredag lød det fra sheriffen i Carver County, Jim Olson, er der ikke var fundet tydelige tegn på traumer på liget. Der var heller ikke tegn på, at der var tale om selvmord. Samtidig afviste politiet af svare på, om der var tegn på stofmisbrug.



I sin lange karriere nåede Prince at sælge mere end 100 millioner albums og give koncerter foran millioner af mennesker verden over.

Ifølge The Mirror var musikeren en yderst velhavende mand, da han døde. Ifølge avisens oplysninger var Prince således god for 300 millioner i amerikanske dollars. Det svarer til omkring to milliarder danske kroner.

Musikeren, der står bag hits som 'Purple Rain', Kiss' og 'Sometimes it Snows in April' efterlader sig ingen naturlige arvinger. Samtidig har offentligheden ikke fået kendskab til, hvad der står i hans testamente.

Udenlandske medier har dog spekuleret i, at en mulig arving til milliardformuen kan være hans søster, som nu er flyttet ind i hans ejendom i Minnesota.

En besked fra en fan foran First Avenue club i Minneapolis. Billedet her er fra lørdag d. 23. april. Foto: AFP PHOTO / Mark Ralston
En besked fra en fan foran First Avenue club i Minneapolis. Billedet her er fra lørdag d. 23. april. Foto: AFP PHOTO / Mark Ralston Foto: MARK RALSTON
Vis mere