Det er ikke første gang, Ashley Graham stolt viser sine strækmærker frem.

Men det er første gang, det sker på den røde løber. Og det har vakt opsigt.

Den 34-årige model blev for otte måneder siden mor til tvillingedrengene Malachi og Roman.

Og de ni måneders graviditet har sat sine spor på Ashley Grahams mave, som også har båret hendes ældste søn, den 2,5 år gamle Issac.

Ashley Grahams kjole vakte opsigt på den røde løber MTV Video Music Awards.
Ashley Grahams kjole vakte opsigt på den røde løber MTV Video Music Awards. Foto: ANDRES KUDACKI
Vis mere

Men kun på den smukke måde, mener modellen, der tidligere har vist maven frem til sine 19 millioner følgere på Instagram.

'Justin siger, at mine strækmærker ligner livstræet,' har hun tidligere skrevet med henvisning til sin mand gennem 12 år, Justin Ervin.

Og på den røde løber ved weekendens MTV Video Music Awards blev 'livstræet' så vist frem for resten af verden, da Ashley Graham hoppede i en kjole med kig til blandt andet maven.

Kjolen er siden gået alverdens medier rundt, og til blandt andet Access Hollywood fortalte hun, at hun ikke har været på den røde løber i årevis på grund af først pandemi og herefter spædbørn og amning, men at selvsamme ikke holdt hende fra at omfavne sine sexede sider denne gang.

»Jeg er sådan: 'Okay, vi gør det, strækmærker! Lad os komme af sted'.«

Ashley Graham er såkaldt plus size-model og har i årevis brugt sin stemme til at kæmpe for mere inklusion på catwalken, ligesom hun nægter at lade sin krop – og sine strækmærker – retouchere efter en fotoskydning.