Snyder du nogensinde med mandelgaven og giver den videre til familiens yngste medlem juleaften?
Det spørgsmål har analyseorganisationen YouGov stillet til 1.257 danskere, og resultatet viser, at snyderiet er forholdsvis udbredt i de danske julehjem.
Præcis hver fjerde – 25 procent – svarer ja til spørgsmålet og indrømmer dermed blankt at 'pakke' mandlen, således at de voksne risalamande-spisere bare æder og æder uden nogensinde at have en jordisk chance for at hive den eftertragtede mandelgave i hus.
Sådan er det imidlertid ikke hjemme hos Annette Heick, der i år skal fejre julen sammen med Jesper Vollmer, deres to sønner Storm og Eliot på 10 og 15 samt hendes forældre, Keld og Hilda.
Hun er blandt de 58 procent af danskerne, der ifølge undersøgelsen ikke snyder, og hun føler faktisk relativt stærkt for, at man skal lade være med at tilgodese børnene på den måde.
»I gamle dage snød min mor og lavede portionsanretning. Både min far og jeg vandt hvert år, da jeg var lille. Så havde hun købt Svikmøllen til ham og noget andet til mig. Det hejs stoppede, da jeg overtog. Det duer fandeme ikke. Man gider ikke vinde med snyd,« lyder det bestemt fra den populære skuespiller, som ikke forstår snyderne:
»Det er ikke fedt at vinde på falske vilkår. Det er ligesom med epo i cykling, jeg forstår simpelthen ikke, at man gør sådan noget,« siger Annette Heick.
Og hensynet er da også misforstået, siger eksperten Per Schultz Jørgensen.
Selv i en meget ung alder skal børn nemlig lære, at man ikke bare kan forvente at få tingene, som man vil have dem.
»Hvis der er tale om en to-tre-årig, kan det godt være, jeg ville være den, der også gav barnet en lille mandel. Så kører man med to mandler – en til de voksne og en til barnet. På den måde udsætter vi ikke barnet for den belastning at gå glip af mandlen,« siger Per Schultz Jørgensen, som er familieforsker og psykolog.
»Men fra fire-seksårsalderen indgår barnet på lige fod med de andre. Der er en mandel til den, der finder den i sin grød. Det kan man godt snakke om inden, så børnene er forberedt på, at det er vilkårene,« siger han.
»De skal ikke have særlige vilkår, for mandlen i risalamanden er det fælles spil, vi har. Der er masser af gaver senere, så man bliver ikke snydt. Og man skal kunne klare den lille belastning, det er ikke at være den, som får den,« slår han fast.
Grunden til, at det er en vigtig oplevelse for barnet, er ifølge eksperten, at børn skal have opbygget noget ryggrad for deres egen skyld.
»Børn skal på et eller andet tidspunkt opleve, at de skal kunne styre deres følelser, og ikke bare er en lille prins eller prinsesse. Det kan være gennem noget meget beskedent, som at man skal hænge sin egen cykelhjelm op eller tømme opvaskemaskinen en dag om ugen. Den lille ting at klare, at man ikke får mandlen, er blot en af mange ting, som er vigtige.« siger Per Schultz Jørgensen.
»De bliver stærkere af at se, at der var en anden, der fik den, og at kunne juble på andres vegne. Det gør dem stærkere og mere seje,« siger han.
Traditionen med risalamande bruges kun i Danmark og Sverige, og i Sverige får man ikke mandelgave. Her siger traditionen ifølge Wikipedia, at den, der finder mandlen, skal giftes inden for et år, så man må ikke håbe, de putter mandlen i børnenes tallerkener.
