Med Phillip Fabers indtog på DR som den store corona-spillemand, er der samtidig kommet fokus på hans tid med ’Bølle-Bob’-filmen fra 1998 og børne-skuespillerne fra dengang.
Han spillede blandt andet sammen med Monica Elisabeth Bitsch, der havde rollen som ’Smukke Sally’.
Hun er i dag 36 år og går for tiden hjemme på barsel i sit hjem i Hvidovre med sin anden søn.
Monica Elisabeth Bitsch fortæller til B.T., at ’Bølle-Bob’ har fyldt en del i hendes liv siden de glade 1990’ere. Hun oplever, at den har en nostalgisk plads i manges hjerter.
»Det lader til, at mange føler, at den er særlig original, og at de husker den som en hyggelig, rar og sjov ting fra deres barndom. Det gør mig rigtig glad, for vi hyggede os jo med at lave den.«
Når hun bliver genkendt som ’Smukke Sally’, forløber det ofte på to følgende måder:
»Enten siger folk, at de synes, at de har set mig et eller andet sted, nogle gange er det også mit lidt markante efternavn, som afslører mig.«
Monica Elisabeth Bitsch arbejdede som model, da hun kom til casting på ’Bølle-Bob’-filmen.

Hun havde som barn lavet reklamefilm for Twist Chokolade og McDonalds. Nu skulle hun lære at spille overfor et helt hold af skuespillere.
»De produktioner, jeg var med til tidligere, havde jo kun mig, men nu var der pludselig en masse sjove og søde mennesker, som man kunne snakke med. Der var knald på, og jeg udviklede mig meget mentalt i den periode. Det var sjovt, og jeg husker helt særligt, da vi var på turné, som var det, jeg elskede allermest.«
’Bølle-Bob’-filmen, der også blev klippet om til en tv-serie til TV 2, blev, som Monica Elisabeth Bitsch nævner, fulgt op med en landsdækkende turné.
»Det var så mægtigt og musikalsk. Jeg elskede livet på landevejen, og alle de gode snakke man fik på kryds og tværs i bussen og på hotelværelserne. Jeg brugte vel godt og vel et par år på det.«

Efter ’Bølle-Bob’-turneen forsøgte hun i første omgang at søge videre ad skuespillervejen, men fandt hurtigt ud af, det ikke var noget for hende og flyttede til Paris og arbejdede i en periode som au pair.
»Jeg tror hurtigt, jeg fandt ud af, at det nok mest var musikken og den optræden foran glade mennesker, der tændte mig, hvilket også betød, at jeg i mine senere år var korpige Rasmus Nøhr på hans sommer- og efterårsturné.«
Hun er i dag kontoruddannet på Hvidovre hospital, men har stadig gang i modelkarrieren og lavet reklamefilm for blandt andet dating.dk, Tryg Forsikring og Garant.
Se Monica Elisabeth Bitsch i en Dating.dk-reklame: