Livet foran og bag kameraerne er i øjeblikket sat på pause. Sådan da.

For Barbara Topsøe-Rothenborg, der for tiden nyder sin barsel med sit første barn, har svært ved helt at slippe arbejdet med at lave film.

Den 38-årige skuespiller, producent og instruktør, der blev folkeeje i rollerne som 'Nana' og 'Yrsa' i henholdsvis 80’er-serien af samme navn og de to første 'Krumme'-film fra begyndelsen af 90’erne, fortæller, at hun befinder sig overordentligt godt i rollen som mor, selvom hun også glæder sig til at komme tilbage i arbejdstøjet.

»Jeg har det sindssygt godt. Det er et mirakel at blive forælder,« siger hun til BT.

»Jeg ventede meget bevidst til jeg var 37 år, før det skete, og for mig har det helt sikkert været det rigtige valg. Jeg har prioriteret at have en masse eventyr, jeg har eksempelvis boet 11 år i Los Angeles, så nu hvor jeg også har mødt den helt rigtige mand, er jeg så blevet klar til at blive mor,« fortsætter hun.

Således kom sønnen Alexander til verden i sommers. Han er nu fem måneder gammel, og Barbara Topsøe-Rothenborg fryder sig over at være på barsel, fortæller hun.

»Han er den største grinebider, så jeg bliver virkelig belønnet. Han er begyndt at smile og grine sindssygt meget, så jeg er totalt solgt. Han har netop fået to tænder, og det er virkelig charmerende når han smiler stort til en. Det er vanvittigt hyggeligt at gå til babysvømning, baby-rytmik og så videre og se sådan et lille væsen udvikle sig. Jeg er romantiker, og jeg synes, det er lidt af en eventyrhistorie at se en blanding mellem min mand og jeg, som elsker hinanden så højt, blive til et lille menneske. Jeg ser så mange træk i ham fra min mand, men han har mine øjne,« siger hun.

Og selvom det er særdeles hårdt arbejde at være nybagt mor, så overstiger glæden ved den lille dreng alle de 11 filmroller, hun har spillet, samt de 11 film, hun har instrueret.

»Selvfølgelig er det hårdt ikke at sove om natten, men det er fedt at opleve, at noget er vigtigere end film og karriere,« siger hun.

Glæden ved at lave film betyder dog, at Barbara Topsøe-Rothenborg udnytter de ledige stunder, barselslivet giver, til at kigge frem mod 1. februar, hvor hendes mand, Martin Madsen, afløser hende som babysitter på fuld tid.

»Jeg arbejder ofte, mens Alexander sover. Jeg burde måske hellere sove også, men det gør mig gladest også at udvikle på diverse projekter samtidig. Jeg har fire spillefilm og halvanden tv-serie på tegnebrættet, og jeg bliver fortsat tilbudt en del ting. Det er skønt, at telefonen ringer, for det var jeg lidt bange for, at den ikke ville gøre, når folk ved man har fået et barn. I Danmark er mange jo på barsel i et års tid, men så længe kan jeg ikke sidde stille.«

Selvom 'Nana' og 'Yrsa' gjorde Barbara Topsøe-Rothenborg til et navn, der er kendt i mange danske hjem, så vil den 38-årige instruktør gøre sit for, at Alexander ikke går i hendes fodspor, lyder det.

»Jeg ved, at mit barn aldrig skal blive barneskuespiller. Det ødelægger til dels ens barndom, fordi man så hurtigt skal være voksen. Når det så er sagt, har det jo gjort mig til den, jeg er i dag, og når jeg er instruktør skyldes det bestemt også, at jeg har fortalt historier siden, jeg var lille.«