'De kan få kvinder og kager og jordbær for sjov. Men der er intet så skønt som en vuffelivov'.
Hvis du har det nogenlunde, som Michael Bundesen havde det i den klassiske Shu bi dua-sang, så bør du tage toget eller øsen til Frederiksborg Centret i Hillerød i weekenden.
Her er der nemlig masser af inspiration til hundeejeren og hundeelskere på den nye familiehundemesse 'Alt til hund & ejer'.
Messen strækker sig over både lørdag og søndag. Og selv erfarne 'hundehoveder' kan lære noget nyt ved en af de mange workshops, der går under fællesnavnet 'DogDays'
'Alt til hund & ejer' er for alle dem, der har hund, ønsker sig en hund, eller bare er interesserede i hunde. Og messen er selvfølgelig også åben også for hundene selv.
Hunden kan dog ikke medtages til workshops og foredrag i DogDays-området, men hundeejere kan her få hunden passet i messens gratis hundeparkeringsområde, hvor der udover opsyn også er vand og græsområde.
»Vi er godt en halv million danske husstande, der har hund. Så familiehunden er en fremtrædende del af mange danskeres hverdag. Hundens centrale plads i familien og ønsket om det gode hundeliv stiller dog automatisk også flere krav til hundeejeren,« fortæller arrangør Paw Olsen fra FrederiksborgCentret.
På messeområdet kan man gå på opdagelse blandt de mange stande og der vil være rig mulighed for at fylde tasken med gode indkøb og hovedet med gode råd fra over 40 udstillere indenfor f.eks. foder, udstyr, aktivitetslegetøj, pleje, dyrlæger, hundepensioner og meget mere.
Hvad: Alt til Hund og Ejer messe og DogDays-workshops og foredrag
Hvornår: den 17. og 18. november 2018, begge dage fra kl. 10. Messen er åben begge dage til kl. 16 og workshops til kl. 17.
Hvor: FrederiksborgCentret Hillerød, Milnesvej 39, 3400 Hillerød
Entré: Messedagsbillet kr. 60,- / Familiebillet (2 voksne børn og op til tre børn under 16 år). Børn under 7 år og hunde er gratis. DogDays-dagsbillet kr. 295,- / begge dage kr. 490, -