Der var ikke mange udover Bill Cosby selv, der jublede, da skuespilleren 30. juni 2021 blev løsladt, fordi juridiske teknikaliteter fik hans dom for at bedøve og forgribe sig på Andrea Constand omstødt.

Yderligere 60 kvinder var nemlig også stået frem med lignende, men oftest juridisk forældede, anklager mod Bill Cosby.

Én, der dog jublede med den nylig løsladte skuespiller, var Phylicia Rashad, der gennem 12 år spillede Bill Cosbys kone i serierne 'The Cosby Show' og 'Cosby'.

'Endelig. En forfærdelig fejl er blevet rettet – et brud på retfærdigheden er blevet rettet,' skrev hun i et nu slettet tweet.

Bill Cosby bliver budt velkommen hjem onsdag 30. juni 2021.
Bill Cosby bliver budt velkommen hjem onsdag 30. juni 2021. Foto: MARK MAKELA
Vis mere

Grunden til, at tweetet nu er blevet slettet, er formodentlig den store modvind, det fik bragt skuespilleren i.

En modvind, der ikke mindst kom fra både tidligere og nuværende studerende på Howard University, hvor Phylicia Rashad 1. juli 2021 er blevet indsat som dekan for det nyoprettede College of Fine Arts.

Blandt andet under hashtagget #ByePhilicia har flere på Twitter delt deres utilfredshed med den nye dekan og hendes støtte til Bill Cosby.

Eksempelvis den tidligere studerende på universitetet, advokaten Andrew Addison, der mener, skuespilleren bør fjernes fra sit nye job.

'Jeg synes, det er godt, at Phylicia Rashad talte højt og viste os, at hun ikke er kvalificeret til at være dekan på College of Fine Arts. Det er virkelig op til Howard at gøre det rigtige og rette op på situationen,' skriver han.

Særlig tydelig i sin kritik af den nye dekans støtte til Bill Cosby har en tidligere studerende på universitetet, journalisten Nylah Burton, været.

'Okay, siden dekanen på Howard University College of Fine Arts vil fortælle alle sine studerende, at seksuelle overgreb er ligegyldige for hende, så kan I donere til at hjælpe overlevere af seksuelle overgreb fra Howard,' skriver hun blandt mange tweets.

Nylah Burton oprettede nemlig sidste år Black Survivors Healing Fund, efter flere studerende på universitetet var stået frem med deres oplevelser med seksuelle krænkelser på universitetet, og som siden Phylicia Rashads udtalelse har indsamlet mere end 15.000 danske kroner.

Phylicia Rashads slettede tweet er også siden blevet erstattet af en undskyldning – som ifølge kommentarsporet bestemt ikke er blevet taget godt imod.

»Jeg støtter fuldt ud overlevere af seksuelle overgreb, der står frem. Mit opslag var på ingen måde ment til at være ufølsomt overfor deres sandhed. Personligt ved jeg fra venner og familie, at sådanne overgreb har livslange, blivende effekter. Mit dybtfølte ønske er om heling,« skriver hun.

Efterfølgende har Howard University også set sig nødsaget til at kommentere deres nye dekans upassende støtte til Bill Cosby i en officiel udtalelse.

»Overlevere af seksuelle overgreb vil altid være vores prioritet. Mens dekan Rashad har anerkendt i hendes opfølgende tweet, at ofre må høres og tros på, så manglede hendes første tweet følsomhed overfor overlevere af seksuelle overgreb,« lyder det fra Howard University.

Her kan du læse Howard Universitys udtalelse efter universitets nye dekan, skuespilleren Phylicia Rashad, støttede op om Bill Cosbys løsladelse.
Her kan du læse Howard Universitys udtalelse efter universitets nye dekan, skuespilleren Phylicia Rashad, støttede op om Bill Cosbys løsladelse.
Vis mere

Det tyder dog ikke på i den oficielle udtalelse, at Phylicia Rashad vil blive straffet af sin nye arbejdsplads og heller ikke blive fjernet fra universitetsledelsen, som flere studerende ellers har ønsket.

'Howard vil stå sammen med overlevere og udfordre systemer, der vil afvise dem retfærdighed. Vi har fuld tillid til, at vores falkultets og skoles ledelse vil leve op til denne hellige forpligtelse,' skrives det.